Fortsæt til indhold

Egå Engsø er andet end havørne

Måske ikke bare en ny art, men en ny ynglefugl

Samfund
Af Søren Højager, Danmarks Naturfredningsforening

Egå Engsø har været i mediernes søgelys i den senere tid, fordi der raster to havørne ved søen. Fra fugletårnet på sydsiden ses ørnene tit og under optimale forhold ofte på eller nær øen ud for fugletårnet. Den godt fem kilometer lange tur rundt om Egå Engsø rummer imidlertid mulighed for mange andre spændende ornitologiske oplevelser, blandt disse en hel ny art for Egå Engsø nemlig sorthovedet måge. Sorthovedet måge ligner hættemågen meget, og den har ligesom denne mørkt hoved i sommerdragten. Men hos sorthovedet måge er hætten, som navnet siger, helt sort, mens hættemågens hætte er mørk chokoladebrun.
Sorthovedet måge er udbredt i Europa, hvor den største bestand findes i Ukraine langs Sortehavets kyster. Den første observation fra Danmark blev gjort i 1931, og siden 1970 har der været årlige observationer. I 1970 blev også det første ynglefund gjort herhjemme, og siden 1998 har den været regelmæssigt ynglende med op til en snes par. I Danmark ynder den at yngle sammen med hættemåge eller stormmåge, der kan give den beskyttelse mod rovdyr. Bortset fra en enkelt iagttagelse fra 2014 er alle registreringer fra Egå Engsø fra i år, og der er set fugle, så måske får søen ikke bare en ny art men en ny ynglefugl. Sorthovedet måge opholder sig i reglen sammen med de mange hættemåger på den østligste af de større øer. Husk kikkert.