Stemmen bag "For Evigt": Det er et skulderklap
Johan Olsen er godt tilfreds med, at håndboldpublikummet skråler med på det store Volbeat-hit
HERNING Det er den danske gruppe Volbeat, der står bag kæmpehittet "For Evigt", som nu også hitter i håndboldhallerne til VM. Sangen er skrevet af Michael Poulsen fra gruppen, men det er Johan Olsen fra Magtens Korridorer, der giver sangen et ekstra skub med de danske linjer "For Evigt" i den iøvrigt engelsksprogede sang.
Sagen er med håndbold-dj'en fra Grenaa, Poul-Erik Jensen, og på spillelisten i fredagens semifinalebrag mellem Danmark og Frankrig i Hamburg - hvor den så at sige debuterer på udebane efter at have braget igennem højttalerne i både Royal Arena i København og Boxen i Herning, når Danmark har spillet.
Og hvordan ser Johan Olsen egentlig på, at den nu får fuld skrue i en helt anden sammenhæng - til en håndboldkamp med Danmark på den ene side af midterlinjen?
"Mit bidrag til "For Evigt" er udelukkende sangen. Jeg har ikke skrevet noget af sangen, så det er hundrede procent en Poulsen," siger Johan Olsen.
Stor kompliment
"Man må selvfølgelig godt høre musik og synge med på den - også når man er mange. Volbeat får Koda-penge betalt, så alt er fint med hensyn til det juridiske, så vidt jeg ved. Jeg synes, det er en stor kompliment til Michael Poulsen, at håndboldpublikummet har taget "For Evigt" til sig. Jeg er sikker på, at han er svært glad for det skulderklap - og det har han grund til at være," mener Johan Olsen.
Han siger videre, at han aldrig selv har interesseret sig for sport.
"Så jeg har hverken noget forhold til fodbold, håndbold, ishockey eller cykelløb. Jeg har derfor heller aldrig prøvet at være fast tilhænger af et bestemt hold, der hvor flok-psykologien virkelig får fat. Alligevel kan jeg se, at en del af det at føle sig som en flok er påklædning, så man skiller sig ud ved at ligne hinanden og ikke de andre. Med klub-farver og merchandise. Musik har også en vigtig funktion. Man synger den samme sang sammen og føler et brusende fællesskab. F.C. Sankt Pauli og Brøndby IF har forskellige sange, men det er det samme, de gør ved flok-følelsen og sammenholdet," siger Johan Olsen.
Må ikke føre til had
Afslutningsvist rejser han dog lige en advarende pegefinger.
"Uden at vide forfærdelig meget om det, har jeg en fordom om, at den slags sammenhold balancerer tæt på kanten af had mod dem, der holder med "de forkerte". Had er noget værre rod. Det får folk til at gøre temmelig dumme ting. Jeg har mødt tilhængere af to forskellige hold, hvis fans opfatter det andet hold som ærkefjenden, og har været chokeret over, hvor mange følelser, der er på spil. Som udenforstående virker det komplet tåbeligt, fordi det jo ikke giver mening. Men når man er i det, kan det, der i virkeligheden bare er underholdning, pludselig tales op til at være noget nærmest livsvigtigt. Det synes jeg er dumt og ubehageligt."
"Når det er sagt, så kender jeg til mere eller mindre organiserede fan-klubber, hvor folk mødes før og efter kampen og hygger og har gjort det i årtier, og har det fedt sammen uden, at der går hysteri i den. Når jeg taler med dem om det sammenhold, og om deres klub og det, så lyder det jo super fedt. Mon ikke også, at det er den slags, der er langt mest udbredt herhjemme," lyder budskabet fra Johan Olsen.