Debat: Kulturfællesskab giver nye muligheder i Auning
Jeg er rigtig glad for at det nu, efter en del forarbejde, er lykkedes at etablere et ”bofællesskab” i det tidligere Nyvang (daginstitution i Auning). Det er Kulturskolen, Kulturværkstedet og Juniorklubben, der flytter sammen i Nyvang.
Det har været kendt, at både kulturværkstedet og kulturskolen ikke kunne blive i de tidligere lokaler – og derfor stod uden tag over hovedet pr. 01. januar. Det er derfor glædeligt, at 83 elever i musikskolen og de kreative brugerne af kulturværkstedet nu har fået en afklaring på fremtiden. For juniorklubbens vedkommende, der hører under Ungnorddjurs, har det været et ønske siden foråret at komme i andre lokaler, allerhelst i Nyvang. Her er der p.t. 22 børn, der nu kan se frem til nye lokaler og flere muligheder.
Med velvilje fra kommunalbestyrelsen er det besluttet, at der etableres et brugerråd, bestående af de 3 parter. De skal nu i arbejdstøjet og udarbejde vedtægter for brugen i dagligdagen, der godkendes af børne- og ungdomsudvalget og af kultur- og fritidsudvalget.
Jeg glæder mig til at følge det tætte samarbejde, der kan være en stor gevinst for parterne med tilbud og aktiviteter, som de gensidigt kan have nytte af, og som kan skabe stærke synergier på tværs.
En anden meget vigtig udfordring er løst ved, at Nyvang ligger så tæt på skolen. Det giver så meget mening, når børnene går i juniorklubben eller til musikundervisning. Her kan forældrene være tryg ved, at børnene selv går til og fra skole og til juniorklub og musikundervisning.