Susanne er børnenes elskede madmor
Susanne Nielsen arbejder med alvorligt syge børn, men hun ser ikke sygdom. Hun ser dejlige børn
madmor "Hver eneste dag, jeg træder ind på afdelingen, så føler jeg, at jeg kommer ind på verdens bedste arbejdsplads. Vi er et tværfagligt team, fra læger og sygeplejersker til mig som sygehjælper, der arbejder sammen om at få de her børn moslet ud i livet igen," siger Susanne Nielsen.
Hun kan snart fejre 22 års jubilæum på Børn og Unge 1 på Skejby, hvor børn med blandt andet kræft og sukkersyge kommer, og det lyser ud af hende, hvor meget hun elsker sit job som madmor på afdelingen. Faktisk var hun slet ikke sikker på, om jobbet var noget for hende.
"Da jeg først kom her, så jeg børn kørende på små cykler uden hår og med dropstativer ved siden af dem. Jeg tænkte, det går aldrig. Jeg syntes, det var et hårdt syn. Men det gik jo. Jeg ser ikke sygdom hos børnene. Jeg ser kun barnet. Jeg ved faktisk slet ikke, hvad de fejler. Hvis de spørger mig, så siger jeg: Ja, du er jo skaldet, så du har nok kræft," fortæller Susanne.
Lokalavisen har ikke været mange minutter på afdelingen, før vi får set, at børn, voksne og kolleger elsker Susanne. En mor fortæller os hurtigt, at Susanne får det hele til at hænge sammen.
Da vi træder ind i køkkenet, som er Susannes domæne, lyder der et kæmpe barnehvin. Det kommer fra Josephine på 15 måneder, der slet ikke kan få øjnene fra Susanne, så glad er hun. Smilet sidder i hele hovedet, og hun rækker sin lille hånd ud efter Susanne.
"Hej skat, ja jeg har se dig," siger Susanne med et grin.
Hun gør det hyggeligt
Kort tid efter kommer en smuk ung pige ind ad døren med et kæmpe smil om munden. Det er 13-årige Adisa Zuhric, der for en kort bemærkning er tilbage på afdelingen og bare må hilse på Susanne. Da hun var fire år, blev hun ramt af leukæmi.
"Jamen nej, er det ikke Adisa, jamen jøsses da jeg har stadig et skilt i køkkenet, hvor der står Adisa på," siger Susanne og får et kæmpeknus af Adisa.
Sammen går de ned i køkkenet, hvor Susanne finder det lille skilt frem, som Adisa lavede for mange år siden.
Adisa, som slet ikke kan holde op med at smile, vil gerne fortælle, hvad der er så specielt ved Susanne.
"Hun gjorde det rigtig hyggeligt at være her," siger Adisa, og når man står på et sted, hvor man bliver syg af den behandling, som skal gøre en rask, så er det store ord.
"Det er sådan noget, der gør min dag rigtig god. Det er, når der kommer sådan et stort barn ind, og så jeg næsten ikke kan kende dem. Da de var her, havde de ikke hår. Når de så kommer med flot hår og er store, så er det så skønt," siger Susanne og fortæller, at der kommer børn for at hilse på hver uge.
Susanne er limen
Vi er kommet ind i hjertet på Børn og Unge 1 sengeafsnit på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Det er Susannes køkken. Det er her, man spiser mad, og det er her, man laver mad. Det er her, hvor børn og forældre får et pusterum i en hverdag, hvor sygdom og hård behandling ellers fylder.
"Vi kan ikke undvære Susanne, hun er limen i hele afdelingen. Når vi kommer herned, så er det Susanne, der har styr på det. Hun ved, hvilke børn der er her. Det er også hos Susanne, vores børn lige kan være, mens vi så kan få et brusebad eller et andet lille pusterum," fortæller mor til 4-årige Oliver, Pernille Itken Jensen.
Hun bliver helt rørt, for de pusterum er uundværlige, når man som forældre er under hårdt pres, fordi ens barn er alvorligt syg. Det frirum gør dagen til at komme igennem. Det er her, hvor det igen virker bare lidt normalt. Derfor er blodprøver og stik forbudt i køkkenet. Her skal kun være mad, hygge og dejlige dufte.
Børnebordet uden far og mor
"Vi laver mad hver onsdag. Sidste onsdag lavede vi pizza. Og selvom børnene har kvalme og ingenting kan spise, så når duften kommer, vil mange gerne prøve at spise lidt alligevel. Også selvom det hele kommer op igen, men så er de lidt på vej tilbage, og de har selv haft lysten," forklarer Susanne.
Når maden er lavet om onsdagen, er der børnebord. Der må der kun sidde børn. Forældre må pænt sætte sig ved et andet bord.
"De her børn skal også bare være børn og sidde og spise almindeligt. Også selvom der kun er appetit til lidt. For mor og far nøder jo deres børn her. Men vi skal lige slippe det og bare være engang imellem," siger madmoren.
Hun blev i december hyldet i den interne julekalender på Aarhus Universitetshospitals Facebookside, hvor hun den 24. december modtog et brev fra en taknemlig familie.