Fortsæt til indhold

Forfatter til skolemøde

Norddjurs Friskole sætter fokus på tidens forældreskab

Samfund
Søren Andersen

GRENAA Bliver børns fremtid afgjort af, hvor meget de bliver ammet? Af hvilken madpakke, de får med i skolen? Af hvor ofte de undgår trampolinskader? Nej, nok ikke. Alligevel er mængden af råd, studier og anbefalinger til forældre eksploderet en i sådan grad, at det kan blive en uoverstigelig opgave at være “den gode forælder”.

Det er udgangspunktet for Zetlands skribent, Sara Alfort, der med udgangspunkt i sin nye bog “Tænk, hvis du ikke afgør dit barns fremtid” gæster Norddjurs Friskole tirsdag 29. januar til skolens årlige dialogmøde med forældrene.

"Forventningerne til forældre i dag er eskaleret helt ude af kontrol. Jeg tror, vi bliver nødt til at rydde op i bombardementet af videnskabelige studier, råd og anbefalinger, som vi forestiller os, at forældre skal følge, så vi kan justere de forventninger, vi har til os selv og hinanden," siger Sara, der har oplevet stor lydhørhed og genkendelse i sin rejse rundt til landets forældre.

Dorte Albæk, der er skoleleder på Norddjurs Friskole, fortæller, at hun med dialogmødet gerne vil gøre alle parter klogere på skole, børn og forældre. Her kan Sara oplæg give forældrene mulighed for at få sat de udfordringer de møder med deres børn, i perspektiv.