Cremekongen tryllebandt fanskaren med skizofrent foredrag

'Det Blir En God Dag' - Musikalsk foredrag med Ole Henriksen

Musikhuset Aarhus - 23. januar 2019

Karakter: 2 af 6 stjerner

Én stor pærevælling er velsagtens det udtryk, der bedst beskriver, hvad der udspillede sig i Musikhuset Aarhus onsdag aften, hvor cremekongen Ole Henriksen var taget hele vejen fra Hollywood til Aarhus for at berette om sit farverige, tumultariske liv.

Musikhusets Store Sal med plads til 1.600 tilskuere var næsten fyldt, og ikke overraskende var det mestendels kvinder, der havde punget 315-375 kroner ud for at se den 67-årige udlandsdansker boltre sig på scenen.

Det lille energibundt entrede scenen hoppende og dansende til stor jubel fra de fremmødte - som en slags rockstjerne inden for personlig pleje og med en massiv fanskare af midaldrende kvinder.

Vi var blevet lovet en farverig og eventyrlig rejse gennem Ole Henriksens liv, og det fik vi med et mærkværdigt mix af sange, Q&A's og foredragssessioner. Desværre spillede manden i centrum nærmest kun en birolle i sit eget show, der varede to timer inklusiv pause.

Mere end en dåse creme...

Bryan Rice og Camille Jones var kaldt ind til fremføre musical-sange om hans liv. En særdeles blandet fornøjelse, der udgjorde størstedelen af showet.

Der var enkelte perler imellem rækken af sange, og de var sunget af en intens Bryan Rice, som til tider viste et imponerende talent for musical-genren. Omvendt præsterede han i duet med Jones også efter pausen en gennemført horribel "I love it"-sang, der fik én til at ønske sig en kraftig omgang mellemørebetændelse.

"Lille Ole fra Danmark er mere end en dåse med creme...," lød det patos-tungt fra duoen.

Ole selv gik af og på scenen mellem sangene, og når de storladne ballader var nået til vejs ende, kom den tidligere showdanser hoppende ind på scenen med flagrende arme og nogle meget akavede dansetrin, der fik hele salen til at grine.

Og så fortalte han på livet løs, men med et malplaceret sidekick i form af Claus Reenberg, som har været med til at skrive sangteksterne. De to var konstant på scenen sammen og udførte den til dato mest mærkelige indøvede Q&A-session, hvor Claus stillede ledende spørgsmål, og Ole svarede, som om han aldrig havde hørt spørgsmålene før. Et rædderligt skuespil, man burde have udeladt.

Mobning og mord

Ole Henriksen berettede om sit ganske interessante liv, men med antallet af sange nåede samtalen med publikum og fortællingerne aldrig at få den dybde, hans historie faktisk berettiger.

For selv om hovedbudskabet om glæde og positivitet i livet blev rundet talrige gange med dertilhørende jokes om Mark Whalbergs lem og bollebevægelser, så var der faktisk også momenter med dybde og fængslende historier.

Både om mobning og tanker om selvmord under barndomstiden i Nibe, men også om en manisk og bipolar ekskæreste med hang til våben, som Ole Henriksen levede i frygt for i USA. Ole slap væk, efter han fik en pistol til tindingen, og faktisk endte kæresten senere med at myrde sin nye kæreste.

Desværre blev de gribende fortællinger ved det overfladiske og hele tiden leveret med et stort - i momentet nærmest skizofrent - Colgate-smil og en malplaceret joke som afslutning.

Ole Henriksen er for vi dødelige, rynkede hverdagspessimister i hele taget umådeligt svær at kapere. For man kan ikke andet end elske hans positive syn på livet og tilgangen til det? Nej, det kan man jo ikke, men omvendt får man også lidt kvalme af den udefra set lalleglade facade. Man får lidt lyst til at nive ham rigtig hårdt i armen for at se, om den stramme hud i panden kan danne antydningen af en bekymringsrynke.

Men den karismatiske cremekonge er en ener. En humørbombe med en uforlignelig evne til at få én til at smile, og det var også, hvad han formåede i Musikhuset Aarhus - trods den alt for korte tid han fik på scenen.