Fortsæt til indhold

Debat: Hvem vil være med til give bestyrelsen og direktøren i Djurs Vand et aktivt modspil?

Samfund
Af Jan Baarup, Skansebakken 5, 8400 Ebeltoft. Repræsentantskabsmedlem i Fonden Djurs Vand:

"Der er udskrevet nyvalg til (Fonden) Djurs Vands repræsentantskab for de næste 4 år.

Med dette indlæg følger en opfordring til især forbrugere, men også andre interesserede personer, om at søge valg til repræsentantskabet, som er fondens øverste myndighed og derigennem få indflydelse på alle de komplekse forhold der er i en erhvervsvirksomhed som Djurs Vand.

Den tid er forbi, hvor "forsamlingen" bare giver sit ja til ledelsens/direktørens mere eller mindre vidtløftige planer.

Fonden Djurs Vand er ikke som de fleste andre vandværker forbrugerejet som interessentskab, andelsselskab o.l., men en erhvervsdrivende fond uden egentlig ejer.

Uden aktivt ejerskab, svækkes muligheden for med god professionel selskabsledelse at udøve kontrol med den daglige ledelse, der får alt for stor magt.

Repræsentantskabet har, som selskabets øverste myndighed, det overordnede ansvar, men med et "folkevalgt" (og ulønnet) repræsentantskab uden tilstrækkelig kompetence og lyst til at kunne gennemskue de komplekse forhold, der gælder for en vandforsyning der som Fonden Djurs Vand er omfattet af Vandsektorloven, har der nærmest været frit slag for ledelsens ekspansive planer, de sidste mange år.

Det er ikke noget krav, at man skal være forbruger eller ejer af en ejendom i Djurs Vands forsyningsområde, alle personer, der er myndige, kan stille op.

For at kunne stemme på en kandidat, skal man til gengæld være registreret som forbruger 1. februar 2019.

1. februar 2019 er også deadline for at anmelde sin kandidatur, så det haster hvis man vil opstilles.

I skrivende stund er der registreret 22 kandidater, så der er plads til flere gode emner.

Ud af repræsentantskabets 30 medlemmer skal der vælges en ny kompetent bestyrelse på 5 personer, der skal varetage forbrugernes og fondens interesser, for de næste 4 år.

Selvom et flertal i repræsentantskabet mener det "kun" bør dreje sig om rent vand og forsyningssikkerhed, er der også noget,der hedder økonomi – noget som vel interesserer de fleste forbrugere.

Det kan ikke skjules, at Fonden Djurs Vand har den højeste samlede enhedspris på Djursland.

Det skyldes bla. selvvalgt overtagelse af vandværker ingen andre ville have, med efterfølgende investeringer, lavt forbrug i sommerhusområder, lange afstande mellem de geografisk spredte forsyningsområder, dyr drift og administration af fremmede vandværker, køb og ombygning af "domicilejendom", høje drifts- og administrationsomkostninger, ledelsens etablering og deltagelse i (ulovlig) aktivitet med produktion og salg af flaskevand, o.a.

Ved valget til repræsentantskabet for 4 år siden mente jeg at kunne bidrage med bred viden og erfaring fra en lang revisorkarriere og som mangeårigt medlem af repræsentantskabet i en stor elforsyningsvirksomhed. Dette var en illusion, for allerede ved valghandlingen kom jeg i konflikt med noget af ledelsen og direktøren, for påpegede brud på såvel valgregulativ som vedtægter.

Bestyrelsesvalget, som havde kupagtig karakter, blev gennemført i lyntempo næsten før det nyvalgte repræsentantskab var tiltrådt og uden mulighed for os nye at blive valgt (hvad jeg i øvrigt ikke havde noget ønske om).

Min første handling som repræsentantskabsmedlem var forslag om revision af vedtægter og valgregulativ, så disse kunne gøres nutidige og operative.

Arbejdet i et nedsat udvalg hen over et par år, blev aldrig konstruktivt da bestyrelsen/direktøren ønskede at kunne fortsætte sine ekspansive planer uden repræsentantskabets involvering, endsige godkendelse (det skulle jo nogle gange gå hurtigt med at træffe beslutninger). Bestyrelsen endte med at fremsætte et par vedtægtsændringer uden om udvalget og fik dem godkendt.

Jeg kan tilføje, at i de 4 år jeg har været repræsentantskabsmedlem, har der ikke været forelagt et eneste projekt til godkendelse , hverken de par sammenlægninger med andre vandværker der har været eller køb af domicilejendom.

Den eneste ændring, det er lykkedes at få gennemtrumfet er, at beslutningsreferater fra bestyrelsesmøder fremover sendes til en lukket side forbeholdt repræsentantskabet.

Som det vel tydeligt fremgår af ovenstående, er der efter min mening et stort behov for at få valgt nogle personer, der tør imødegå den nuværende ledelses ekspansions- og investeringslyst, hvis det ikke kan ske på et fornuftigt økonomisk grundlag. Også hermed en opfordring til ledelsen om at samarbejde med repræsentantskabet om beslutninger, der i sidste ende skal være til både forbrugernes og selskabets gunst."