Fortsæt til indhold

Debat: Usynlig? Ikke for den der ser!

Samfund
Af Michael Stegger og Ole S. Hansen, på vegne af den Socialdemokratiske byrådsgruppe i Syddjurs:

debat "Det står naturligvis frit for en lokalredaktør, at lave en generel vurdering. Dette også omkring de politiske partier og dermed også nom de politiske baglande.

Men vi vil stærkt anbefale Lars Norman Thomsen at foretage en grundig undersøgelse af de politiske partier og deres baglande og det medlemsdemokrati, der repræsenteres gennem disse baglande.

Vi i byrådsgruppen i Socialdemokratiet i Syddjurs, oplever en stor opbakning fra vores bagland. At det skorter på engagement, kan vi ikke genkende. Socialdemokratiet i Syddjurs består af 2 partiorganisationer, en fællesledelse og en DSU afdeling. Her sidder engagerede frivillige og laver et stort, grundigt arbejde.

Ydermere laver en gruppe af frivillige et medlemsblad, der udgives 4 gange årligt. Bladet omdeles i øvrigt også af frivillige.

Udover dette er der en kreds af medlemmer, der følger byrådsarbejdet og lægger megen tid og energi i dette.

Dette engagement er af stor vigtighed for os. På medlemsmøder orienterer vi naturligvis om kommende politiske emner og diskuterer disse åbent. På denne måde, får vi kvalificeret vores politik, i samarbejde med vores medlemmer. Det giver mening for os.

Hvordan andre partier griber deres medlemsdemokrati an, blander vi os ikke i.

Man kunne naturligvis ønske sig mange flere medlemmer i vores partiforeninger, men at nedgøre de politisk aktive medlemmer af vores parti, kan vi ikke lade stå usagt. Vi har en kreds af politisk aktive frivillige, der yder en stor indsats og er vores partis rygrad.

Lars Norman Thomsens kommentarer om borgerinddragelse, kan vi heller ikke lade stå usagt.

I Socialdemokratiet i Syddjurs, har vi igennem det seneste år forsøgt at få kommunens borgere i tale på en anden måde. Vi har flyttet en del af vores gruppemøder ud i kommunen.

Disse er åbne arrangementer for alle, uanset politisk observans. Det har været meget givtige møder, hvor borgere har mødt vores byrådsgruppe med mange spørgsmål og samtaler.

Vi har hidtil afholdt møder i Lime, Nimtofte, Knebel og Balle. Og vi vil i de kommende år fortsætte med, at afholde gruppemøder rundt om i kommunen.

Det næste åbne gruppemøde afholdes tirsdag d. 28. januar kl. 17.30 – 18.45 i Landbohjemmet i Pindstrup.

Alle er velkomne. Også dig Lars Norman Thomsen. Så kan du, møde vores bagland, partimedlemmer, engagerede borgere og deltage i et forsøg på borgerinddragelse.

Vi vil i øvrigt ønske Konservative Syddjurs god vind og ønske Jane Christensen tillykke som ny lokalformand."