Østjyllands Politi stadig i forhandling med Favrskov
Dialog om, hvordan Lokalpolitiets to betjente skal tænkes ind i udvidet administrationsbygning i Hadsten
Hadsten Kigger du på plantegninger til den nye udvidelse af kommunens administrationsbygning på Vesselbjergvej, kan du ikke undgå at bemærke, at Politiet er tegnet ind med kontor, tekøkken og omklædningsfaciliteter.
Spørger du Østjyllands Politis Frits Kjeldsen, Stabschef i Østjyllands Politi, vil han som sidste gang, Lokalavisen Favrskov spurgte i juni 2018, kun bekræfte, at der er forhandlinger i gang.
"Vi har ikke lavet kontrakt endnu, men vi er i en god dialog om, hvordan det kunne se ud, der er tegnet de første streger," fortæller han.
"Vi arbejder stadig sammen om projektet, men det kommer ikke helt til at se ud som på tegningerne" lyder det.
Alt tyder dog på, at politiet vil leje sig ind, når ombygningen er færdig og dermed fraflytte lejemålet i Hadsten Centret.
"Hvis vi rykker, er det kun 300 meter. Vi vil stadig være det nære, lokale politi, og vi er overbeviste om, at dem, der har noget at fortælle politiet, nok skal finde os," mener Frits Kjeldsen, der samtidig pointerer, at det giver god mening, at borgeren har samme indgang til to myndigheder, nemlig politiet og kommunen.
"Vores folk laver jo politiarbejde, de laver meget andet end at sidde på kontor."