’Det der internet, det behøver jeg ikke’

En dag ringer telefonen på redaktionen. I røret er en kvinde, der vil høre, om vi kan sætte hende i kontakt med en person, vi har omtalt i UgeBladet. Samtalen lyder nogenlunde således:

“Har du forsøgt at google ham?”

“Jeg har ikke noget internet.”

“Øv - hvornår virker det så igen?”

“Jamen... Jeg har ikke, og vil ikke, have internet.”

“Øh... hvorfor ikke? Hvordan klarer du det? Og hvor gammel er du egentlig?

“Jeg klarer mig fint. Og jeg er 65.”

“Skal vi ikke tage en snak om dit internet-løse liv?”

“Gerne.”

LÆS OGSÅ: Det var slet ikke i orden: Grædende børn krængede deres inderste ud

Heller ikke noget TV

Nogle dage efter er den internetafhængige journalist på besøg i Ry hos Lene Sonne, som stod bag opringningen. Der er te på kanden, masser af bøger på reolen - og intet TV.

“Ja, ja... Jeg ved godt, at det må virke mærkeligt, det får jeg tit at vide. Men jeg lever altså i bedste velgående,” smiler den nu tidligere pædagog, der blandt andet i mange år har arbejdet med anbragte børn.

“Men giver det ikke problemer, at du har fravalgt internettet?”

“Jo da. Lige nu spekulerer jeg på, hvad jeg gør, når man ikke længere kan købe fysiske periodekort til den offentlige transport. Det tager også lang tid at kommunikere med eksempelvis kommunen via brev. Men det går, og går det ikke, så finder jeg løsninger, blandt andet med hjælp fra mine børn,” forklarer Lene Sonne og tilføjer:

“Spørger du mig, har vi med indførelsen af den nye teknologi fået et kedeligt og ikke mindst fattigt samfund, hvor folk ikke længere taler sammen. Jeg elsker at tale. Og jeg kan mærke, at folk gerne vil tale, mange har bare vænnet sig til at skrive beskeder til hinanden i stedet for. Så når jeg har muligheden, taler jeg til og med folk, jeg møder. Og jeg får ofte en snak eller et smil retur.”

Den tid, Lene Sonne ikke bruger ved PC eller TV, bruger hun blandt andet i læsekredsen, biografen, seniorkoret eller på den lokale højskole. Og så er der skoven.

“Jeg bor på Ry Mølle og kommer i Ry Nørskov så tit og så meget, at jeg har meddelt skovfogeden, at det også er min skov,” siger hun med et smil.

“Jeg elsker at trave rundt i skoven, og min plan er at blive så gammel, at jeg når rundt på samtlige stier. I forhold til den måde, jeg har valgt at leve på, udfordres jeg af det moderne system. Men i skoven er der ingen systemer, der begrænser mig i at gøre, hvad jeg gerne vil.”

Samtalen er ved at være slut. Lene Sonne spørger, om hun må læse historien igennem, inden den bliver trykt.

“Selvfølgelig. Jeg mailer den. Eller - det gør jeg så ikke. Jeg printer historien og kommer forbi. Så snakker vi om det.”