Uvilje mod aktindsigt svækker demokratiet
aktindsigt Offentlighedsloven har til formål at sikre åbenhed hos myndighederne, hvilket er udmøntet i en adgang for alle borgere til at søge aktindsigt i myndighedernes dokumenter.
Det skulle være klart, at netop offentlighedsloven er et vigtigt instrument i fastholdelsen af demokratiets praksis. Ikke desto mindre har jeg oplevet megen modstand, når nogen beder om adgang til deres personlige oplysninger i det kommunale system.
Af embedspersonerne omtales det som forsøg på konfliktoptrapning og kritik af embedsførelsen. Til tider omtales det som en urimelig ekstrabyrde (”Det tager en sekretær flere dage.”)
Det kan selvfølgelig være oplæg til kritik, men umiddelbart opfattes denne modstand som et forsøg på at skjule noget, hvorfor modstanden vækker mistanke om, at der er noget at skjule. Hvorfor skulle man ellers holde det hemmeligt.
Flygtninge kommer i klemme
Jeg har i nogle år på frivillig basis arbejdet med flygtninge, der på grund af deres begrænsede kendskab til dansk kultur og dansk sprog ofte kommer i klemme, fordi de ikke helt forstår de dispositioner, myndighederne foretager.
Når jeg så har opnået den ønskede adgang til de personlige oplysninger, har det som oftest været muligt at forklare og udrede det, som var ved at udvikle sig til en konflikt.
I enkelte tilfælde har det også været muligt at pege på alternative fortolkninger af de pågældende paragraffer, som således kunne realiseres, og den mulige utilfredshed opløses.
I de tilfælde, hvor embedsmanden fra starten opfatter anmodningen om aktindsigt som konfliktoptrapning, opstår der hos flygtningen ofte en angst for at have skabt en uvilje hos de myndigheder, man er så afhængig af, at de opgiver deres ret til aktindsigt.
Mens den almindelige dansker ikke lider af overdreven frygt for myndighederne, har nogle flygtninge en udtalt angst for at gøre sig utilbens. Det er selvfølgelig uheldigt, at de får et sådant forkert indtryk af vores demokrati.
Aktindsigt giver information
Vi ved jo godt, at demokrati også giver plads til brokkehoveder, der søger efter noget at lave vrøvl over, men det er altså en konsekvens af demokratiet, som vi må leve med.
Overdreven angst, for at aktindsigt skaber konfliktoptrapning, er uheldigt. Meningen med aktindsigt er at tilbyde information. Derfor bør embedsvæsenet støtte og hjælpe i stedet for at afvise og dermed skabe mistro.
Jeg vil gerne af ærligt sind kunne fortælle vore flygtninge, at de kan regne med embedsvæsenets velvillige bistand til at forstå den til tider ret vanskeligt forståelige jura, der præger vores love og cirkulærer.
Det er mit indtryk, at der er en tendens til, at politikerne skubber embedsstanden ind mellem dem selv og befolkningen, og dermed svækker demokratiet. Den nye sygehusordning er et eksempel herpå. Det bør politikerne selv reagere på.