Nye boliger på vej i Mårslet
Jens Thomsen sælger sin jord fra i Mårslet, og det er planen, at der skal være boliger på stedet
boliger Villaer, grunde, rækkehuse og almene boliger. Det bliver en blandet boligskare, der er planer om i Mårslet ved Tranbjerggård. Det er Jens Thomsen, der ejer jorden, som han nu har valgt at sælge fra til boliger.
Den blandede type boliger ligger godt i tråd med byrådets tanke på området, fortæller byrådsmedlem for Socialdemokratiet Anette Poulsen, der også er med i Mårslet Fællesråd.
"Vi får jo mange tusinde nye borgere i Aarhus Kommune hvert år, så vi kigger altid på, hvor der kan bygges henne. Samtidig vil vi gerne have en blandet befolkning, så vi ikke får ghettodannelser, og derfor er det godt, at der er tanker om almene boliger i Mårslet," siger Anette Poulsen.
I de nye udstykninger ejer Jens Thomsen syv hektar, mens Aarhus Kommune har tre hektar, hvor tanken blandt andet er, at der skal bygges almene boliger. Landmanden har tidligere haft svineproduktion, men i dag har han 220 hektar jord, hvor han altså nu ønsker, at der bliver bygget boliger på noget af det.
"Der er bygget meget tæt her i Mårslet, og der er ikke mange grunde. Jeg ved, at der er en stor efterspørgsel efter dem, og faktisk oplever jeg, at det oftest er unge mennesker, der er født og opvokset i Mårslet, som gerne vil tilbage til byen. Lige nu er planen, at der skal være 21-23 grunde i størrelsen 800-1000 kvadratmeter cirka og derudover cirka 75 tæt/lav bebyggelse med to etager, hvor der formentlig både bliver leje- og ejerboliger," siger Jens Thomsen, der har været i gang med projektet i tre-fire år og i øvrigt er født og opvokset i Mårslet.
Stier på plads
I projektet har Jens Thomsen tænkt både grønne områder og stisystem ind, så det bliver så godt for borgerne som overhovedet muligt. Det er da heller ikke nyt for ham at stå med et byggeprojekt, da han solgte grunde i Obstrupparken.
"Jeg har gennemtænkt det hele, og med min erfaring i forhold til boligprojektet, så satser jeg på at få godkendt en lokalplan sidst på året. Så skal der byggemodnes og så videre, og så håber jeg, at gravmaskinerne kan køre ind næste forår," siger Jens Thomsen.
Pas på Mårslet
Gennem årene er Mårslet vokset stille og roligt, og med byggeriet ved Obstrupparken er byen tæt på at smelte sammen med Tranbjerg.
Når Anette Poulsen tager sin fællesrådskasket på, gør hun opmærksom på, at man i fællesrådet passer på at bevare Mårslets DNA, og at man ikke skal blive til én samlet by.
"I fællesrådet kigger vi på, hvor meget Mårslet kan bære, og hvor meget skolen kan klare. Vi vil ikke vokse sammen med Tranbjerg - vi skal bevare vores eget lille by- og lokalsamfund," siger hun.