Vild Wrestling i kulturhuset
Bodyslam og flyvende wrestlere lagde publikum og hinanden ned i Kulturhuset Sløjfen. 121 så på
Ringside, fuldt blus på projektørerne og på showet.
Store sal i kulturhuset er indrettet en del anderledes end sædvanligt denne lørdag.
Danske og svenske wrestlere fra BodySlam skændes, sveder og smider hinanden rundt i ringen, der serverer ekstra højlydte brag, når de kaster hinanden mod gulvet.
121 gæster fra det meste af Jylland er taget til Sløjfen for at se showet med den koreograferede og planlagte slåskamp.
To af dem kommer fra Frederikshavn, Tine Nielsen har taget sønnen Micah med.
“Han er helt vild med wrestling, så vi skulle bare af sted,” når hun at fortælle imellem de korte pauser og inden hun vinder to wrestlingddukker i en konkurrence.
Micah rejser sig hver gang kæmperne kommer forbi og får ofte held med en high five.
Men enkelte af wrestlerne spiller rollerne godt og undlader hånligt high fives til de forreste rækker. De taber også som regel.
Gifler og lokum
De kulørte kæmper wrestler mod hinanden og publikum, før de smider hinanden rundt og slår på de grimme steder.
“Jeg er glad for, at jeg ikke bor i Hadsten, det er et lokum,” fortæller en af karakterene, mens han gumler på gifler og sommetider smider dem i hovedet af publikum, eller modstanderen. Giflen hedder han vist. Han taber, efter at giflerne er røget helt ud over ringside flere gange.
Amerikanske tilstande
“Det her er godt. De er gode”, fortæller ti-årige Alfred Løkke fra Hinnerup. Han er sammen med fætteren Niclas Hedam fra København og faderen Martin Løkke til wrestling.
“De har lavet nogle gode ting, de er næsten lige gode som de amerikanske”, lyder vurderingen i pausen.
“Jeg så det straks i hæftet fra Kulturen i kommunen, så jeg vidste godt vi skulle afsted,” afslører Martin Løkke, der også har haft et par gode timer i showets tegn.