Fortsæt til indhold

HØST: Den gamle mejetærsker fra Dronningborg er stadig med

Gårdejer Kristian Jørgensen passer sin fine mejetærsker, som har kørt for ham siden 1981

Samfund
Af Michael Wulff

Bilister standser op og kigger på klenodiet, når Kristian Jørgensen ruller afsted på marken i denne tid med sin gamle Dronningborg-mejetærsker.
”Ja, den er jo fra 1966 og 51 år gammel nu,” siger den travle gårdejer, da han for FavrskovPostens skyld tager en kort pause - for solen skinner, så der skal høstes.
Vi møder Kristian Jørgensen på markerne nær hans og fru Birthes ejendom på Randersvej nord for Hammel og med udsigt til kirketårnet i Haurum.

Der går Morten Korch i den, når du i 2017 stadig kan opleve dette syn nær Haurum nord for Hammel.

Kristian Jørgensen fjerner sit mundstykke og motorbrillerne, da han stiger ned.
”Det er ligesom at køre motorcykel,” siger han med et smil.
Han kender da godt de nymodens maskiner med gps, computer og stereoanlæg i førerhuset.
”De computere kan jo regne det hele ud, hvad der spildes og så videre. Jeg skal ligesom have de ting i hænderne.”

Der skal knokles på platformen i det fri, hvor Kristian Jørgensen betjener alle håndtagene.

Og netop hænderne slider, for der er adskillige håndtag, som skal betjenes for at høste med en Dronningborg, som trofast har hjulpet Kristian siden 1981.
”Der er heller ikke servostyring, men den kræver næsten ingen pleje. Når jeg torsdag aften regner med at være færdig, så bliver den renset med trykluft. Aldrig vand. Det ville sætte sig og skabe rust, så det går ikke.”
Og så bruger Kristian Jørgensen også lidt tid på at smøre niplerne, som der er 99 af.
”På en moderne maskine er der seks-syv stykker. Og de sidste nye maskiner kan rumme 35 tons korn. Jeg har 900 kilo ombord her.”

Fru Birthe sørger for kaffe og god forplejning til høstfolket, som her, hvor Kristian får god hjælp af Poul Erik i traktoren.