Velgørende cykelhold støtter 11 lokale ansøgere
11 foreninger og projekter i Favrskov er blevet tildelt støtte fra Team Rotary Favrskov
favrskov Team Rotary Favrskov cykelprojektet (TRF) har i 2018 haft et godt projekt år og har kunnet uddele 300.000 til velgørende formål. Det er sponsorerne, der i fællesskab med rotarianere udvirker, at der bliver et overskud, idet cykelrytterne betaler de faktiske omkostninger til turen og projektdeltagerne, som især er rotarianere, arbejder gratis i den gode sags tjeneste.
31 lokale ansøgninger
Team Rotary Favrskov cykelprojektet har i år modtaget 31 lokale ansøgninger, og 11 af dem har fået tildelt støtte for et beløb på 100.389 kroner.
Det er de tre Rotary Præsidenter for klubberne i Hadsten, Hammel og Hinnerup, der prioriterer ansøgningerne i samarbejde med Kenneth Krogh, der er formand for cykelprojektets styregruppe.
Her fra 2018 har TRF desuden valgt at støtte foreningen Børns Vilkår med 100.000, som sit nationale formål.
"Vi synes, at det er en forening, som har et rigtig godt formål, og vi har et godt samarbejde med foreningen, som også vil resultere i nogle lokale arrangementer. Og så hjælper TRF' støtte med til at oprette et lokalkontor for Børns Vilkår i Århus i 2019."
Lokalt skov-projekt
TRF har derudover valgt at give 100.000 kroner til igangsætning af et projekt med en Rotary skov i Favrskov kommune.
Der er indledt et positivt samarbejde med Favrskov kommune om at finde den rette placering samt planlægning af de forskellige muligheder og ideer.
"Lige siden Poul Harris i 1905 stiftede Rotary, har træer og skove været et Rotary symbol på klublivets værdigrundlag; venskab, fællesskab, goodwill og samfundstjeneste. Hvert træ er værdifuldt og tilsammen bliver det en skov med sit eget økosystem. Træerne er forbundet og ”kommunikerer” gennem rødderne med hinanden i en skov med sit eget økosystem. Af denne grund har der gennem årene været mange Rotary træplantningsprojekter i hele verden blandt de 1,2 millioner Rotarianere i 34.200 klubber i 200 lande."