Fortsæt til indhold

Ole Stephensen ny folketingskandidat

Kendt tv-vært stiller op i både Taastrup- og Brøndbykredsen

Samfund
Arkiv

Når Det Konservative Folkeparti holder opstillingsmøde i aften, er det med udsigten til at opstillet Ole Stephensen som ny folketingskandidat i Taastrup- og Brøndbykredsen.
Ole Stephensen fejrede Det konservative Folkepartis 100 års fødselsdag i februar 2016 med at melde sig ind i Den Konservative Vælgerforening i Gentofte, da han bor i Vangede.
Han er naturligvis helt klar over, at nogle vil undre sig over, at han nu ønsker at stille op for at blive valgt til Folketinget. Han mener dog ikke selv, at beslutningen er så overraskende.

”Nu har jeg i årevis som journalist spurgt bl.a. politikere om svar på mange komplicerede spørgsmål. Jeg glæder mig derfor virkelig til, at jeg nu er den, der kan få mulighed for at komme med bud på, hvordan vi værner om og fortsat udvikler vores dejlige land", siger Ole Stephensen.
"På det lokale niveau har kommunerne på Vestegnen jo en række udfordringer, men det er jo også her, at der skabes i tusindvis af nye jobs. Den mangfoldighed, som Vestegnen repræsenterer, tiltaler mig utroligt meget, og det er jo tankevækkende, at det netop er konservative borgmestre, der står i spidsen for de to mest succesfulde kommuner på Vestegnen."
Ole Stephensen er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Århus, og han har siden starten af 1980'erne arbejdet med såvel debatskabende som underholdende TV-programmer. I sidste halvdel af 80'erne blev han kendt for underholdende spillefilm og tv-serier som "Walter og Carlo" og "Øbberbøv", i 1990'erne var han i flere år studievært på ”Eleva2ren”, og fra 2000 til 2008 var han redaktør og vært på Go' Morgen Danmark.
I dag arbejder han som selvstændig ”alt-mulig-mand”, som han selv udtrykker det.
Det spænder fra store tv-shows om dansk populærmusik på den private public service tv-kanal dk4, over seriøse debat- og undervisningsprogrammer om EU-forhold, til driften af Hundeshoppen.dk, som han driver sammen med sin hustru, Julie.
Opstillingsmødet finder sted i Taastrup Kulturcenter i aften, og herefter skal Ole Stephensen til Vallensbæk for at blive opstillet i Brøndbykredsen.
Han afløser Merete Scheelsbeck som kandidat i Taastrupkredsen.
due