HJÆLP! Vi magter ikke livet selv

præsteklumme Børn ved det godt! De ved godt, at de ikke kan klare alt selv, og de holder sig heller ikke tilbage for at kalde på en voksen. Ved en børnegudstjeneste legede vi, at vi var ude og sejle i stormvejr.

Inden vi gik ombord, blev børnene spurgt, om de havde prøvet at være så bange, så det eneste, de kunne finde ud af, var at råbe om hjælp – det havde de fleste. En lille fyr fortalte frejdigt, at han en dag var ved at falde ned – så kaldte jeg på min mor, sagde han. Kom hun så og greb dig, blev han spurgt, og han svarede: Nej, det nåede hun ikke!

Trods den erfaring råber børnene videre, og det er også nogle gange det eneste, vi voksne kan.

Råbe om hjælp, selv om det kan virke udsigtsløst.

Mange tænker ikke så meget på forholdet til Gud i det daglige. Lige indtil det øjeblik, hvor han mangler – det øjeblik hvor vores livs orden for alvor rystes. Det øjeblik hvor vi eller dem, vi er aller-gladest for, er truede - så kalder vi. Det er ofte et vilkår, at vi må råbe vores fortvivlede bøn, når vi selv tror mindst på den – når vi for længst har afskaffet Gud som en mulighed, eller når vores rationalistiske hoveder ikke engang tør håbe.

Vi kan sikkert være i mange storme i vores liv, hvor stormen ikke bare lægger sig, fordi vi råber. Men nogle gange kan vi opleve, at det stormvejr, der raser inden i os, falder til ro, og vi kan sejle gennem uvejret, fordi vi ved, vi ikke er alene ombord.

Ved gudstjenester over hele verden kan man høre de ældgamle græske ord: Kyrie Eleison –”Herre forbarm dig!” – eller sagt kort på nutidsdansk: Hjælp!

Vi magter ikke livet selv – og det skal vi heller ikke.