James Bond render ikke rundt i Syddjurs Kommune
Undercover spioner til at tjekke informationssikkerheden bruger man ikke i Syddjurs Kommune. HK Kommunal har beviser for, at man benytter den slags lyssky elementer fra private firmaer i andre kommuner
SYDDJURS Fagforeningen HK Kommunal går nu ud og advarer sine medlemmer i kommuner og regioner mod firmaer, der er begyndt at specialisere sig i at afsløre ikke bare sjusk og fejl i datasikkerheden.
Firmaerne sender undercover-spioner ud på arbejdspladserne for med skjult kamera at forsøge at lokke medarbejderne til at begå fejl. Samtidig med advarslen til medlemmerne kræver HK Kommunal, at kommuner og regioner omgående stopper med den praksis.
"Arbejdsgivere skal selvfølgelig sikre, at datasikkerheden er i orden, men det her går langt ud over, hvad der er rimeligt, og det lugter langt væk af mistillid, som kun er med til at skabe frygt og mistro," udtaler HK Kommunals næstformand Mads Samsing i en pressemeddelelse.
"Vi har i øjeblikket en sag kørende med et af vores medlemmer, en skolesekretær på en skole i Nyborg, der har været udsat for et groft overgreb af et firma, som kommunen har hyret. Det er helt hen i vejret, at den slags psykisk terror kan finde sted i 2019," udtaler Mads Samsing.
Syddjurs ikke med
I Syddjurs Kommune bruger man ikke undercover agenter til at tjekke informationssikkerheden.
"Vi bruger ikke den metode og har heller ikke overvejelser om at bruge det. Vi kender heller ikke til andre som bruger det," siger Ole Bjarke Nielsen, pressechef hos Syddjurs Kommune.
"Vi arbejder systematisk og målrettet med datasikkerhed," tilføjer Ole Bjarke Nielsen og nævner, at Syddjurs Kommune har udpeget en databeskyttelsesrådgiver og har igangsat en lang række initiativer overfor medarbejderne som understøtter.
Det er for eksempel:
- Introkurser for nye medarbejdere
- Over 170 kommunale medarbejdere blev sendt på COK/KL kursus om databeskyttelse i 2018
- E-learning for alle (Nanolearning og videokurser)
- Videoer om IT sikkerhed – vises på stormøder og på medarbejderportal
- Informationsside om informationssikkerhed med vejledninger på kommunens medarbejderportal
- Foldere om informationssikkerhed uddelt til alle afdelinger - samt opsøgende oplæg på personalemøder
"Dertil kommer en række politikker og vejledninger på området – samt årlige eksterne bedømmelser og vurderinger angående IT-sikkerhed på systemer. For at understøtte arbejdet er der skabt en informationssikkerhedsorganisation med deltagelse fra direktion og fra alle fagområder," fortæller Ole Bjarke Nielsen.
Vi arbejder systematisk og målrettet med datasikkerhed
Ole Bjarke Nielsen, pressechef Syddjurs Kommune