Fortsæt til indhold

"Det er symbolpolitik"

Hverken Socialdemokratiet eller Venstre støtter idéen om et forsøg med legalisering af hash i Aarhus. S kalder forslaget for symbolpolitik

Samfund
Danni Paulsen

Byrådets to største partier, Venstre og Socialdemokratiet, vil under ingen omstændigheder ikke stemme for et forslag om en forsøgperiode med legalisering af hash i Aarhus. Heller ikke en affart af forslaget.

Dermed nåede den kontroversielle idé fra Enhedslisten, Alternativet og SF kun at leve i få timer, før de to partier, der sidder på 19 af byrådet 31 mandater, skød det ned. Ikke desto mindre skal det debatteres i byrådet.

"Vi synes ikke, det er et godt forslag, og det er ikke et forslag, som vi støtter."

Vi synes, politiet skal have ro til at gøre deres arbejde

Så kort og kontant lyder reaktionen på venstrefløjsvennernes forslag fra Anders Winnerskjold, politisk ordfører for Socialdemokratiet.

"Det er ikke et forslag, som får færre til at ryge hash. I forvejen har vi i Aarhus alt for mange især unge mennesker, som døjer med psykiske lidelser, og derfor skal vi ikke åbne en port til, at vi som samfund legitimerer, at endnu flere risikerer at få psykiske lidelser. I stedet skal vi arbejde på at gøre det illegitimt overhovedet at ryge hash," siger Winnerskjold til Lokalavisen Aarhus og påpeger de tre partiers modsætningsfyldte politik.

"Det er lidt specielt, at vi har et byråd, som arbejder på at forbyde cigaretter til festivaler, og nu vil de så gerne legalisere hash. Der er en tvetydighed i det, som i min optik er lidt skør."

Man har jo prøvet at bekæmpe det i mange, mange år, men der er ikke sket noget, og det er frit tilgængeligt overalt. Er det ikke på tide at gå en anden vej?

"Der er bare en væsentlig forskel på, om det er samfundet, der udbyder hash til unge mennesker og legitimerer det, eller om det er kriminelle. Det sidste billiger vi bestemt ikke, og vi er godt klar over, at der er udfordringer, men hvis som samfund siger, at hashen nu skal være tilgængelig, og vi anerkender det som et rusmiddel på lige fod med alt muligt andet, så åbner vi en dør for, at endnu flere begynder at ryge, og dermed også at endnu flere får psykiske lidelser. Det er bare ikke en god idé. Løsningen er ikke at legalisere og tro, at problemet stopper. Det tror jeg bestemt ikke, at det gør."

Roser politiindsats

Et af forslagsstillernes argumenter for forsøgsordningen er, at en ny hashkrig er under udvikling i det nordvestlige Aarhus, og ifølge Thomas Medom (SF) har politibekæmpelsen spillet fallit.

Det er Socialdemokratiets ordfører slet ikke enig i.

Sundhedsstyrelsen melder ret klart ud

"Det er i virkeligheden en meget symbolpolitisk løsning, som partierne foreslår. Det er ikke mange år siden, at Loyal to Familia kom til Aarhus, og bandekonflikten blussede op i vestbyen. Vi synes, at politiet sammen med kommunen løste den opgave fortrinligt, og Loyal to Familia er ikke længere i Aarhus. Der har været relativ ro på derude i et stykke tid, så vi synes, politiet skal have ro til at gøre deres arbejde. De har været enormt effektive i en årrække i den vestlige del af Aarhus.

Når du kalder det symbolpolitik, siger du så, at de med forslaget udnytter konflikten i det nordvestlige Aarhus til rejse den her debat?

"Jeg kan jo ikke forklare, hvilke motiver de har. Man har i København gentagne gange forsøgt at få lov til en forsøgsordning uden at lykkes, og det ved de her partier også godt, at man ikke får i Aarhus. Så jo, jeg tror, at de bruger den til at rejse en sag. Det er fair nok. Sådan er politik. Men jeg har lidt svært ved at forstå, at Thomas Medom som tidligere rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse og nu rådmand for Børn og Unge ønsker, at endnu flere børn og unge får mulighed for at købe hash."

V: "Falliterklæring" og "helt ude i hampen"

Hos Venstre afviser man også kategorisk forslaget. Gert Bjerregaard kalder i en pressemeddelelse det for "en falliterklæring og helt ude i hampen", mens politisk ordfører, Heidi Bank, mener, at sådan et forslag hører til i Folketinget.

"Sundhedsstyrelsen melder ret klart ud, at hash er sskadeligt og vanedannende, og derfor går vi ikke ind for det. Det er problematisk at lave lokalt, når det rammer ind i en masse andre nationale lovgivningsrammer. Derfor hører forslaget til i Folketinget, ikke i Aarhus Byråd," siger hun til Lokalavisen Aarhus.

Hun anerkender ikke argumentet med, at en legalisering vil medføre mindre kriminalitet.

"Hvis man bare giver det frit, får vi så mindre kriminalitet, eller finder de kriminelle bare noget andet at kaste sig over? Det handler om, at man lærer sige nej til ting, som er ulovligt. Det svarer til at sige, at en man vil give folk lov til at køre så hurtigt, de vil, fordi for mange kører for hurtigt på motorvejen. Det er jo ikke et godt argument."

Canada og en masse stater i USA har gjort det lovligt. Det her er bare et forsøg. Hvorfor er det så farligt at prøve af?

"Det er ikke farligt at prøve noget nyt. Spørgsmålet er bare, om det er Aarhus, der skal køre et forsøg, eller om man fra statens side skal vælge at køre et forsøg. Først og fremmest skal vi have medicinsk cannabis til at fungere, for der er allerede nogle udfordringer, der skal være styr på - eksempelvis om man må køre bil, når man får medicins cannabis. Derefter må det være statens opgave at se på, om man skal gå videre," siger hun.