TV: Før valgkampen går i gang: Daniel Toft har haft valgplakaterne klar i tre år
Lokalavisen Favrskov var en tur på Borgen
FAVRSKOV Han kommer op af trappen til Christiansborg denne tirsdag morgen kl 9.
”Jeg har sovet i den lille lejlighed, som Folketinget stiller til rådighed for os medlemmer, der bor langt væk,” siger Daniel Toft Jakobsen, socialdemokratisk folketingsmedlem valgt første gang i 2015. Han bor med sin kone Mia og deres tre børn i Løsning nær Hedensted.
Vi bevæger os gennem den røde gang, kendt fra mange tv-billeder for her har både Dansk Folkeparti og Venstre deres gruppelokaler.
”Og min egen partileder Mette Frederiksen har kontor herinde til højre.”
Daniel Toft Jakobsen har sit kontor på etagen ovenover. Her skifter farven på væggen til gul.
”Så kan man altid se, hvor man befinder sig.”
Plakat-panik
Daniel Toft Jakobsen stiller igen op til folketingsvalget, som statsministeren med sikkerhed udskriver inden for de næste fire måneder. Men plakaterne er trykt for længst.
”Der var jo en Anders Samuelsen, som i 2016 truede med at vælte regeringen og kravlede op i et træ, hvis han ikke fik skattelettelser. Truslerne blev taget så seriøst, at vi fik besked på at trykke valgplakater.”
Tiden var dog knap, mente man, så der var ikke tid til nye fotografier. Det blev til et genoptryk af plakaterne fra 2015.
”Så de har været klar i tre år nu,” siger Daniel Toft.
En ulig verden
Han blev født for snart 41 år siden. Voksede op i det vestlige Nordsjælland i byen Asserbo nær Frederiksværk og fik allerede i folkeskolen en idé om, at han skulle bruge politik som et redskab.
”Jeg så jo, at den globale ulighed er stor. Flere steder på denne klode kan man bare drømme om den mad, vi andre har adgang til. Det undrede jeg mig over og tænkte, at hvis man skal ændre det, så er man nødt til at gå ind i politik.”
Mod strømmen
Han interesserer sig i høj grad for tros- og religionsfrihed, hvilket flere gange har bragt ham på direkte modsat kurs i sit eget parti.
Burkaforbud og kvoteflygtninge har Daniel Toft Jakobsen ytret sig om. Og allerede efter syv måneder som folketingsmedlem, kom han i medierne for alvor, da det trak op til afstemning om asylstramninger:
”Normalt går jeg ikke ind for, at man går imod sit parti, men i nogle spørgsmål, som er så vigtige for de værdier, man har, bliver man nødt til at stå ved dem,” sagde han i 2016 til Vejle Amts Folkeblad.
Dør-til-dør
I kontoret på den gule gang, lige ovenover Statsministeriet såmænd, er Daniel Toft ved at starte sin computer op.
”Mandag og fredag er jeg som regel ude af Borgen og på virksomhedsbesøg eller som nu ude at ’gå dør til dør’. Så har jeg ofte følgeskab af et par lokale DSUere, og vi bliver taget godt imod, når vi kommer for at snakke lidt politik,” siger han.
Han kan kigge tilbage på nogle af de resultater, han har været med til at skabe i denne valgperiode.
”Trinbrættet i Laurbjerg er jeg glad for blev vedtaget. Jeg har været med i det samarbejde og presset på overfor ministeren og min egen ordfører på området. Jeg havde også gerne set, at rute 26-motorvejen var påbegyndt. Men det er et noget større budget.”
”Jeg er meget glad for at arbejde på tværs af partierne, og selv om du sidder på bagerste række i folketingssalen, kan du udrette noget. Havde man ikke været der, var der måske ikke sket noget.”