Dansk træner ramt af svulst i hovedet: Skal hasteopereres i dag
1. divisions håndboldklubben TM Tønder skal midlertidigt have en ny træner. Det sker på en trist baggrund. Klubbens cheftræner, Torben Sørensen, er nemlig blevet ramt af alvorligt sygdom, oplyser klubben selv i en pressemeddelelse.
Torben Sørensen har fået konstateret en svulst i hovedet, som allerede i dag mandag skal bortopereres på Odense Sygehus. Efterfølgende skal forventes en periode med stråle- og kemobehandling.
Cheftræneren selv er meget åben om situationen:
"Jeg blev opereret for en svulst i hovedet for 5 år siden, og har siden den operation været til løbende kontrol. Under seneste kontrolscanning lige inden jul, blev der konstateret en svulst I hovedet. Det har naturligvis berørt mig og min familie meget. I den forbindelse har jeg en stor tak at sende til familie og venner. Ligeledes en stor tak til bestyrelsen og spillerne i TM Tønder for at vise stor forståelse for min situation," siger Torben Sørensen.
Det er uvist, hvornår han kan vende tilbage efter sin operation. Dog håber hovedpersonen selv, at der ikke går lang tid.
"Da jeg for 5 år siden blev opereret, var jeg forholdsvis hurtig tilbage igen. Det håber jeg også at være denne gang. Indtil da så får assistenttræner, Hans Martin Asmussen, ansvaret og dermed en større rolle som træner. Ligeledes er U18- træner, Michael Wollesen, allerede tilknyttet trænerteamet. Michael har et stort kendskab til klubbens DNA, og har hidtil været en særdeles god sparringspartner. Jeg er sikker på, at det kommer til at fungere. Vi har konceptet på plads, og det handler om at bygge videre på den gode base vi har skabt gennem sæsonen. Jeg glæder mig til at komme tilbage snarest muligt," siger Torben Sørensen.
jn