Gratis briller til udsatte i Aarhus
Udsatte hos Blå Kors i Aarhus får tilbudt gratis synstest og briller af Skjold Optik
På torsdag får Blå Kors' værested i Aarhus besøg af Skjold Optik, som tilbyder gratis synstest og briller med passende styrke til udsatte på Det Blå Sted i Frederiks Allé.
"Rigtig mange af dem, vi hjælper rundt omkring på vores væresteder, har ikke råd til at købe nye briller. En del er også noteret som dårlige betalere og har derfor ikke mulighed for at lave en afdragsordning hos brillemanden. Jeg tror, at alle kan sætte sig ind i, hvor generende det er, hvis man ikke kan se ordentligt. Det er virkelig noget, der løfter livskvaliteten hos dem, der får hjælp," siger generalsekretær i Blå Kors Danmark, Christian Bjerre, i en pressemeddelelse.
Brugte briller
Skjold Optik har et koncept, hvor man kan leje briller, og når kunden på et tidspunkt vil leje nye briller, bliver de gamle shinet op og gemt til senere uddeling som nu på torsdag i Aarhus.
"For det første synes vi ikke, at brillerne skal gå til spilde. Og så vil vi gerne gøre noget godt for nogle mennesker, som har brug for det. Jeg kan godt lide, at man kan se, at det, man giver, går direkte til dem, der har brug for det," siger Peter Skjold, der er indehaver af Skjold Optik.
Gør en forskel
"For os er det en oplagt måde at gøre en forskel på," siger Peter Skjold, der ser frem til på torsdag:
"Det plejer at være en rigtig god oplevelse. Folk kommer ind direkte fra gaden, og mange har aldrig spekuleret over, om synet var i orden, fordi de alligevel ikke har råd til at købe briller. Folk er blevet virkeligt glade og flere er faktisk blevet helt rørte."
Blå Kors Danmark har indgået en aftale med Skjold Optik, der betyder, at de tre til fire gange om året besøger et af Blå Kors' mange tilbud til socialt udsatte.
jr