Debat Syddjurs: Hvad skete der egentlig med pengene?
"I Ebeltoft Distriktsråd har vi i den seneste tid noteret os, at der i den offentlige debat florerer ukorrekte rygter omkring projektet kendt som Ebeltoft for Livet og særligt de økonomiske midler, som Distriktsrådet fik tildelt af Syddjurs Kommune til projektet i 2017.
Vi har tidligere i den nuværende bestyrelse ikke ønsket at komme nærmere ind på sagsforløbet af hensyn til de involverede parter fra Ebeltoft for Livet, men vi kan ikke stiltiende se til, mens der bliver spredt usandheder.
Da projektet Ebeltoft for Livet i begyndelsen af 2017 bliver præsenteret for bestyrelsen i Ebeltoft Distriktsråd, er der opbakning til arbejdet. Stifter af projektet og daværende formand for Distriktsrådet søger herefter midler hos Syddjurs Kommune, der i marts 2017 tildeler rådet 80.000 kr. til at skabe projektet.
I mellemtiden vælges der nye medlemmer ind i bestyrelsen i Ebeltoft Distriktsråd, og opbakningen til projektet forsvinder. I august 2017 og igen i oktober 2017 bliver det understreget af bestyrelsen over for den daværende formand, at der ikke må udbetales penge til Ebeltoft for Livet uden, at den samlede bestyrelse har godkendt det på forhånd.
I begyndelsen af 2018 bliver det vedtaget, at projektet tages ud af Distriktsrådet arbejde, og den daværende formand fortsætter arbejdet med Ebeltoft for Livet sideløbende med sit formandskab i Ebeltoft Distriktsråd. I marts 2018 fortæller den daværende formand så, at der på trods af bestyrelsens gentagne indskærpelser alligevel er brugt godt 27.000 kr. af Distriktsrådets midler til aktiviteter i det nu eksterne projekt, Ebeltoft for Livet. Penge, der er udbetalt til Ebeltoft for Livet af den daværende kasserer i både Ebeltoft Distriktsråd og Ebeltoft for Livet.
Det bliver ligeledes bestyrelsen bekendt, at den daværende formand i Ebeltoft Distriktsråd på egen hånd og uden bestyrelsens godkendelse, har anmodet Syddjurs Kommune om at få overført pengene til sit projekt Ebeltoft for Livet. Den anmodning bliver dog afvist af udvalget under Syddjurs Kommune med begrundelse i, at pengene er tildelt Ebeltoft Distriktsråd, og at Ebeltoft for Livet i øvrigt ikke er en stiftet forening og derfor ikke lovligt kan modtage midlerne. Udvalget skriver i samme ombæring, at det ligger Distriktsrådet frit for at lade pengene blive brugt af eksterne aktører inden for formålet.
Tilbage står, at der beklageligvis er blevet brugt 27.000 kr. af de projektmidler, som Ebeltoft Distriktsråd har fået tildelt, til formål, der ikke kunne godkendes af den daværende bestyrelse. Vi har i forlængelse af konstitueringen af den nuværende bestyrelse i april 2018 kulegravet forløbet og ligeledes søgt juridisk bistand til at vurdere, om der måtte være hændelser i forløbet, der er strafbare. Da det vurderes, at der ikke direkte er sket strafbare handlinger, har vi enstemmigt besluttet at lukke sagen der, og i stedet arbejde positivt fremad med de resterende midler, hvoraf en del blev brugt i sensommeren til vores borgerworkshop.
Det er derfor korrekt, at Ebeltoft Distriktsråd ikke længere arbejder med projektet Ebeltoft for Livet. Det skyldes primært, at vi som nyvalgt bestyrelse i april 2018 besluttede os for at rykke os fra at være projektskabere til i højere grad at være projektpartnere med borgere og foreninger omkring initiativer, som de finder relevante for byens udvikling, ligesom vi har sat fokus på at blive bindeled mellem borgere og byråd, der er den oprindelige tanke med distriktsrådene.
Dernæst er der ikke opbakning i bestyrelsen til økonomisk at støtte et tilflytningsprojekt med fokus på en særlig aldersgruppe, og vi valgte derfor, at de resterende midler tildelt af kommunen skal bruges på aktiviteter, der kan støtte en generel, bred tilflytning til vores by.
Det er dog ikke korrekt, at Ebeltoft Distriktsråd har nedlagt Ebeltoft for Livet. I sommers mødtes næstformand Camilla Rønde og bestyrelsesmedlem Ida Mahler med stifterne af Ebeltoft for Livet, hvor de blev opfordret til at arbejde videre med deres projekt. Det ønskede de dog ikke, og de valgte derfor selv at lukke arbejdsgruppen ned.
Repræsentanterne fra Ebeltoft Distriktsråd tilbød at støtte og sparre med arbejdsgruppen på lige fod med andre projekter i byen, men dette tilbud ønskede stifterne heller ikke at benytte sig af.
Vi appellerer i Ebeltoft Distriktsråd til, at vi nu som lokalsamfund retter vores energi fremad i stedet for at slås om fortiden. Vi ønsker alle det samme, nemlig at forløse det store udviklingspotentiale, som vores dejlige by rummer. Lad os derfor arbejde sammen i stedet for at bekrige hinanden.
Denne redegørelse er baseret på godkendte referater fra de seneste års arbejde i Ebeltoft Distriktsråd og referater fra udvalg under Syddjurs Kommune."