Forhøjet vandstand i champagneglasset

præsteklumme Spoler vi tiden et par måneder tilbage, til dagene umiddelbart efter årsskiftet, husker de fleste nok, hvordan stormen Alfrida rasede fra nord ind over Danmark og dele af Østersøen. Store vandmasser søgte i deres tilbageløb ind i de indre danske farvande og bredte sig ind over dæmninger og havnemoler og op i gaderne i flere af vore kystnære byer. Uvejret forårsagede en omfattende stormflod.

Mon ikke vi er flere, der nytårsdag modtog de skiftende meldinger om den forhøjede vandstand, mens vi samtidig sad trygt i vore lune stuer og lod os halvvejs døse hen til tonerne af den tv-transmitterede nytårskoncert fra Wien, til den letfordøjelige valsemusik af Johann Strauss, der har umanerligt nemt ved at forføre os alle til at mene, at alt er i sin skønneste orden.

I selskab med Die Wiener Philharmoniker lettes vore tanker, der således for en stund synes at kunne bevæge sig lige så elegant og tyngdeløst som de yndige dansere på slottet Schönbrunn, der virkelig formår at springe omkring i trefjerdedelstakt. Men indrapporteringen om den værste storm i 30 år over land og rige blandede sig på generende vis i vores forsøg på at hengive os til den sorgløse wienermusik sammen med de champagnerester, gårsdagens festlige udskejelser havde levnet.

Ja! Vi ved det egentlig godt: – at der uden tvivl er en sammenhæng mellem den vejrmæssige uorden, vi oftere og oftere oplever i denne tid, og vores ubekymrede rovdrift på naturens ressourcer, vores ubekymrede overforbrug af energi, af forbrugsvarer og materielle goder. De klimatiske forandringer, vi bevidner i den indeværende periode, med hyppigere forekomster af ekstreme vejrforhold, er efter alt at dømme et resultat af vores ustandselige forurening af kloden og den omgivende atmosfære.

Det er i grunden tankevækkende, at de fleste af os tilsyneladende stadig formår at leve i nogenlunde ubekymrethed på trods af vores viden om, at vores enorme ressourceforbrug er en direkte trussel mod os selv. Tankevækkende er det, at vi kan sidde med en dyster rapport om den forestående klimakatastrofe i den ene hånd – og stadig i nogenlunde ubekymrethed sidde med champagneglasset i den anden. Men uvejret truer. Og disharmonier blander sig i musikken.