Fortsæt til indhold

Debat: Ældre får ikke bad hver tredje uge

Samfund
Lars Møller, S; Formand for Voksen og Plejeudvalget i Norddjurs

DEBAT I debatten om hvorvidt Norddjurs Kommune, sammen med Realdania og Mærsk-fonden, skal investere i en tiltrængt udvikling af Kattegatcenteret er der mange argumenter for og imod. Det er helt fair at argumentere for sine synspunkter, men der skal også være ordentlighed i argumentationen.

I et indslag på TV2OJ fredag 8. februar spørger journalisten om hvordan man kan investere i Kattegatcenteret når de ældre, i Norddjurs, kun kommer i bad hver tredje uge.

Det er ikke en korrekt oplysning og ikke ordentlig journalistisk arbejde. De ældre, der i Norddjurs er visiteret til bad, får det en gang om ugen og det er altid en individuel vurdering af om det er nok. Det er ikke luksus, men det er altså heller ikke et bad hver tredje uge.

TV2OJ har, på min opfordring, bragt en berigtigelse på deres hjemmeside men vil ikke bringe det på tv, som de ellers gjorde med den urigtige påstand. Derfor dette indlæg.

Hvor de har den urigtige påstand fra, ved jeg ikke! Men jeg vil hermed gerne gøre opmærksom på, hvad der faktisk er rigtigt vedrørende ældre og bad, så denne forkerte oplysning ikke bliver en del af debatten. En ellers fornuftig investering i at skabe udvikling i Norddjurs, bliver ikke betalt af at ældre ikke kommer så ofte i bad.