Fortsæt til indhold

Varmeste vinterdag i Danmark nogensinde målt i Tirstrup

Tirsdag 26. februar er der målt 15,8 grader i Tirstrup

Samfund
Jeppe Rafn

15,8 grader.

Så højt kom temperaturen op i dag klokken 14 ved DMI's målestation ved Aarhus Lufthavn i Tirstrup.

Det er den højeste temperatur, der nogensinde er målt i Danmark på en vintermånd - en tangering af den hidtidige varmerekord i København på en vinterdag fra 1990.

"Der er rigtigt varmt i Sydeuropa, og det varme vejr er kommet op omkring Danmark. Det er selvfølgelig blevet kølet af undervejs, men vestenvinden er henover Jylland blevet varmet op af kraftig sol, så det er blevet varmest i Østjylland," forklarer klimatolog Michael Scharling fra DMI til Lokalavisen.

Det er også rigtigt varmt i Aarhus, der har nydt godt af den samme luftmasse. Ved Aarhus Syd målestationen er der så sent som i dag klokken 15.10 målt 15,2 grader ifølge DMI's hjemmeside.

Klimatolog Michael Scharling oplyser, at det generelt har været en lun februar, hvor det tyder på, at gennemsnitstemperaturen lander på 4,2 grader, hvilket vil være den sjettevarmeste februar, siden man begyndte at måle i 1874.

Der har været seks dage i februar med temperaturer over 12 grader, dels fra 14. - 18. februar og igen i går og i dag. I morgen bliver også en lun dag.

"Vejret er nærmest en måned foran, og med temperaturer over 12 grader og sol, giver det en følelse af forår," siger Michael Scharling.