Tinghuset: Et bankende hjerte i byen
Det fine gule hus på Torvet i Ebeltoft er ramme om velbesøgte udstillinger i sommerhalvåret og kulturaftener og malerværksted resten af tiden
I ni år har Tinghuset på Torvet i Ebeltoft været drevet af frivillige folk, hvis hjerter brænder for kultur.
I det tidligere rådhus, derefter tinghus og senere politistation har Ebeltoft Kunstforening fået etableret et sted, der lokker et hav af turister ind til skiftende udstillinger i sommerhalvåret. Om vinteren lægger foreningen hus til folk fra lokalområdet, der holder af at dygtiggøre sig med maleri eller lokkes til af kulturaftener om kunst, litteratur og musik.
"Tinghuset har stor betydning for turismen," siger formand Poul-Erik Kodal.
Næstformand Hanne Tylén håber, at huset ligeledes har betydning for byen.
"Vi prøver at gøre det til en succes og at gøre os og huset uundværlige for bymidten."
Besøgstallet tæller da også sit tydelige sprog. I 2018 blev der talt hele 15.147 besøgende i Tinghuset. Det illustreres af den store interesse ved kunstforeningens ferniseringer.
"Vi er en af de få kunstforeninger, der runder gæst nummer 100 allerede imellem klokken 11 og 13."
Gæster i hundredvis
Ebeltoft Kunstforening har som nævnt haft til huse i det tidligere tinghus i ni år. Efterhånden er huset og foreningen ikke kun blevet kendt i Syddjurs men over det ganske land. Ved juletid var der kommet 36 indkomne ansøgninger til udstilling i TingSalene i 2020, og 2019 har længe ligget færdig med kontrakter. Galleriet i stueetagen, som lejes ud i 12-dages moduler har længe været fullbooket til og med 2020.
"Her har vi aldrig behøvet at annoncere. Forespørgslerne på at leje er kommet ind via den reklame de tidligere kunstnere har givet os i deres netværk," fortæller Hanne Tylén.
Til august kan gæsterne for eksempel se en udstilling med værker af skuespillerparret Finn Storgaard og Lotte Horne.
Om vinteren bliver lokalerne som nævnt brugt til kurser i maling og tegning, blandt andet af børn fra den kommunale billedskole.
Kulturaftenerne spænder bredt, eksempelvis kommer fortællerske Lise Marie Seidelin på besøg 28. februar, og der er store forventninger fra bestyrelsen til både indhold og antal gæster.
Første udstilling i sigte
Stik forude venter årets første udstilling. Skulptør Mogens Mønsted, vinder af publikumsafstemningen ved påskeudstillingen sidste år, udstiller sammen med maler Knud Jensen, der vandt publikumsafstemningen ved efterårsudstillingen. Der er fernisering 23. marts, og udstillingen løber indtil 7. april. Umiddelbart efter åbner årets påskeudstilling, hvor 27 kunstnere fra medlemskredsen viser deres værker.
"Det er en uge, hvor hele huset ånder af kunst og udstillere," smiler Hanne Tylén.
Efter påske starter så udstillinger med de inviterede udstillere og kunstnere, der selv henvender sig.
Nyt i år er, at nogle udstillinger løber over to måneder og ikke bare én, som ellers har været kotume.
"Det har været et travlt hamsterhjul at lave og annoncere en ny udstilling hver måned. Vi er spændte på, hvad de længere udstillinger kommer til at betyde for besøgstallet. Men turisterne er her jo typisk bare i 8-14 dage, så vi tror ikke, det bliver et problem," lyder det fra formand og næstformand.
I efteråret har den flittige bestyrelse indført en ny tradition, nemlig syddjurs-kunstnernes udstilling. Det er den første uge af oktober.
Ebelfestival-udstilling
Ebelfestivalen bliver også fejret med en medlemsudstilling, og i 2018 blev den besøgt af 3.500 gæster.
Samtidig samarbejder kunstforeningen med Ebelfestivalen om næste års plakatmotiv. Forslag kan afleveres i Tinghuset, og de bliver derefter sat på hvide plader og udstillet i et ni-meters telt på Torvet uden for Tinghuset. Publikum bliver igen aktiveret ved en stemmeurne, og der tælles op hver dag op.
Originalen bliver overrakt til festivalkomiteen, som så får den viderebehandlet ved en grafiker til brug i det kommende år.
"Der indkommer et sted mellem 10 og 20 forslag, og der er stor spænding hver år om, hvem der løber med flest stemmer."