Kirkeklumme: Naturen er skøn og voldsom

klumme Jeg synes godt, at det kan være lidt svært at få øjnene op om morgenen. Jeg er ikke længere ligefrem et A-menneske. Der er dog ikke nogen vej udenom, benene skal ud over sengekanten, og gardinerne skal trækkes fra, så der kan luftes ud.

Så må jeg lige kigge en ekstra gang, for der er så hvidt derude. Ikke af sne, men vintergækker, og de hvide på grøn bund brydes af gule plamager af erantis.

Jeg forundres over det hvert forår og fyldes med glæde. Naturen fyldes nu igen med alle de skønne farver, og dagene er meget længere igen.

Min forstand siger mig, at det er ganske naturligt, sådan er naturen jo, men jeg kan ikke lade være med at være taknemmelig over, at Gud har givet det hele liv i rette tid, og at det, der virkede dødt, nu faktisk er levende, for knopperne på buske og træer er også i god udvikling.

Her kommer jeg altid til at tænke på en af mine yndlingssalmer af Brorson, nr. 15 i salmebogen, hvor første vers lyder:

”Op, al den ting, som Gud har gjort,

hans herlighed at prise!

Det mindste, han har skabt, er stort

og kan hans magt bevise.”

Denne salme fortsætter hele vejen igennem med at pege på den undren og glæde, som mange af os rammes af, når vi kommer ud i naturen og nyder dens skønhed, mens vi varmes af solens stråler.

Jeg har set mange malerier af solopgange og solnedgange, hvor jeg har tænkt, at nu overdriver de med farverne, men faktisk overgår naturen selv de mest farvefyldte billeder.

Naturen er dog ikke kun skønhed og idyl. Jeg forundres i lige så høj grad, når alt står i et. Vi kan ikke tæmme naturen og dens kræfter, men til stadighed forundres over kraft, vildskab, skønhed og robusthed.

Hvad skal jeg sige? Mine ord vil ikke meget sige. Guds skaberværk er bare forunderligt, så nyd foråret, som lige er kommet!