Debat: Undervisning og kvalitet på Skolen.com
DEBAT Skolen.com har været igennem en turbulent tid det seneste års tid, hvor klager fra nogle tidligere forældre resulterede i, at Skolen.com blev sat under tilsyn. Tilsynet er foretaget af STUK (Styrelsen for Undervisning og Kvalitet), som er en del af Undervisningsministeriet.
Skolens leder, bestyrelse, ansatte og nuværende forældre har været forundrede og berørte over de påstande og beskyldninger, som har været rettet mod skolen, og som har sat gang i spekulationer om skolen, heriblandt at der skulle være et afhængighedsforhold mellem skolen og den nærliggende meditationsskole Munach.
Bestyrelsen og skolens leder beklager, at der har været tidligere forældre, der ikke har følt sig set og hørt, og det har resulteret i, at skolen det seneste år har haft et stort fokus på at sikre skolens uafhængighed fra meditationsskolen samt at sikre den åbne dialog gennem bl.a. forældrekaffe, forældreråd og elevråd.
STUK har nu lavet en foreløbig vurdering, som skolen skal svare på.
STUK konkluderer, at skolen har velforberedte lærere, der er inde i deres fagområde, og at der er en relevant undervisningsdifferentiering. STUK observerer, at omgangstonen på skolen er præget af gensidig respekt mellem lærere og elever, og at lærerne håndterer konflikter i almindelig god orden. STUK konkluderer desuden, at skolen lever op til reglerne for specialundervisning og specialpædagogisk støtte, og at skolen styres efter reglerne for frihed- og folkestyre.
STUK giver Skolen.com to påbud i den foreløbige vurdering.
Det ene er, at skolelederen har brudt sin tavshedspligt i et enkeltstående tilfælde i 2013. Det andet er, at habiliteten ved tidligere nyansættelser kan vække tvivl.
Undervisningsministeriets vurdering sker på baggrund af et tilsyn, som har bestået i et anmeldt og flere uanmeldte tilsyn, hvor undervisningen og den pædagogiske tilgang er blevet observeret. Der har herudover været interviews med lærere, leder og bestyrelse. Derudover har styrelsen været i dialog med flere rådgivere i PPR Norddjurs, skolens certificerede tilsynsførende, og skolens revisor, og STUK har gennemgået skolens materiale om ansættelser, tavshedspligt, underretningspligt, samarbejdspartnere, lejekontrakt, indkøb etc
Bestyrelsen og skolens leder tager påbuddene til efterretning og der er iværksat konkrete tiltag, som skal sikre, at der ikke skal herske tvivl om skolens habilitet og tavshedspligt. Bestyrelsen har fortsat tillid til skolelederens kompetencer og er glad for samarbejdet.
I de ansættelsesforhold, hvor skolelederen har kendt medarbejderen før ansættelsen vurderer bestyrelsen, at medarbejderne er valgt på baggrund af de faglige og pædagogiske kompetencer, og at vi vedvarende er opmærksomme på, at den professionelle opgave med at drive skole prioriteres højere end relationer uden for arbejdstiden.
Bestyrelsen og skolens leder er glad for den proces skolen har været igennem. STUK har forestået et grundigt og sagligt arbejde med at vurdere alle aspekter af skolens virke. Vi står med en styrket organisation og er glade for den grundige faglige gennemgang af skolens virke. Perioden har været en udfordring, hvilket også gælder skolens økonomi. Men med stor opbakning fra forældre, ansatte, bank og friskolefonden har vi fundet en løsning.
Skolen.com er en skole hvor børn ud over de almindelige fagområder bl.a. lærer at færdes i naturen, lærer om bæredygtighed, lærer at udtrykke sig æstetisk og styrkes i at have trygge, givende relationer på tværs af alder.
Vi er en skole, hvor alle er velkomne, og vi opfordrer alle, der har lyst til at vide mere om at kigge forbi.
Skolens forældre er i fuld gang med at arrangere en åben eftermiddag med cirkusstemning. Vi inviterer alle til at kigge forbi lørdag 16. marts klokken 14 - 16. Holdet bag "Fish-à-deli-Circus" kommer med telte, artister, candyfloss og popcorn. Der bliver workshops for børn med musik, trylleri, sang, dans og udklædning.