Fortsæt til indhold

Kolind & opland skal finde ny formand til Distriktsrådet

Efter at have røgtet hvervet som distriktsrådsformand siden starten i 2010 takker Jens Ove Nielsen af på den kommende generalforsamling

Samfund
Lars Norman Thomsen

KOLIND "Jeg føler ikke, at jeg længere har den nødvendige energi til at være formand," siger Jens Ove Nielsen, snart 69 og talsmand for Kolind & oplands Distriktsråd siden rådet blev dannet i 2010.

På den kommende generalforsamling 13. marts i Stalden i Byhallen er det således sidste gang, at Jens Ove Nielsen aflægger beretning.

Formanden vælges ikke direkte på generalforsamlingen. Bestyrelsen konstituerer sig først efter, at valghandlingen er klaret.

"Jeg mener, at vi trænger til, at en yngre generation tager over, men det kræver, tror jeg, at vi gamle klart siger stop og ikke lover, at vi godt vil fortsætte, hvis der ikke er andre," siger Jens Ove Nielsen.

Ifølge den snart forhenværende formand er der ingen afløsere, der har meldt sig på banen.

"Men det forventer jeg selvfølgelig sker på generalforsamlingen."

Et interessant job

Jens Ove Nielsen har været vældig tilfreds med sine formandsår og udbyttet.

"Et distriktsråd er jo et talerør til kommunens folk, embedsmænd og politikere, og derfor vil jobbet også være uhyre interessant for en Kolind borger, der går med en politiker i maven. Du får en masse kontakter og viden som distriktsrådsformand, som du siden med fordel kan bruge som politiker."

Samarbejdet med Syddjurs Kommune har Jens Ove Nielsen også generelt været godt tilfreds med, selv om han har været ude med riven i ny og næ efter både embedsværket og politikerne.

"Jeg har været tilfreds med samarbejdet, når jeg kigger tilbage, og jeg føler, at vi er blevet lyttet til og hørt, når vi er kommet med noget. Distriktsrådene arbejder jo meget forskelligt, men der er ingen tvivl om, at du selv skal være aktiv for at blive taget alvorligt."

Jens Ove Nielsen nævner som et nyligt eksempel, at der blev handlet prompte, da han foreslog, at dele af den gamle stationsbygning med fordel kunne renoveres og ombygges til ventesal for kommende brugere af letbanen.

"Jeg nævnte det på et møde for Poul Møller (direktør hos Syddjurs Kommune, red.), at jeg syntes, at kommunen skulle kontakte ejeren, Kolind Apotek, og få aftalt en pris for den del af stationsbygningen. Det kom hurtigt på plads, må jeg sige, så vi nu i Kolind får en glimrende ventesal."