Fortsæt til indhold

Debat: TV2 Østjylland vil ikke sprede misinformation

Samfund
Louise Pettersson; Indholdschef, TV2 Østjylland

DEBAT I et debatindlæg her på siderne kritiserer formanden for voksen- og plejeudvalget, Lars Møller os for ikke at have rettet en urigtig påstand på TV, fordi det var på TV, at vi oprindeligt fremkom med den urigtige påstand. Jeg vil gerne fortælle, hvorfor jeg traf den beslutning. Jeg erkender fuldt ud, at vi har begået en fejl, og at det vores reporter siger, ikke er korrekt, og det er da også derfor, at vi tydeligt vælger at rette fejlen på vores hjemmeside i forbindelse med artiklen om sagen.

Efter min mening er det dog måden fejlen fremkommer på i tv-indslagene, der gør den mindre graverende.

Den fejlagtige påstand om, at ældre i Norddjurs kun kommer i bad hver tredje uge, bliver fremført af vores reporter i et uredigeret interview med to kommunalbestyrelsesmedlemmer i Norddjurs Kommune, Lars Østergaard fra Venstre og Jens Meilvang fra Liberal Alliance. De to har altså rig mulighed for at rette vores reporter undervejs i interviewet og gøre hende opmærksom på fejlen. Reporteren havde taget fejl af bad og rengøring i sit spørgsmål, da det som bekendt er rengøring de ældre får foretaget hver tredje uge, og det derfor var rengøring, hun burde have brugt i sit spørgsmål i forhold til de økonomiske prioriteringer til pingvincenteret. Men en enkelt kommentar fra en af de to kommunalbestyrelsesmedlemmer, ville altså have betydet, at den urigtige påstand aldrig ville være blevet sendt på tv.

Hvis påstanden var blevet leveret af en studievært i et oplæg til en historie, hvor påstanden ikke forinden havde været forbi to politikere, ville jeg og vi ikke have tøvet med at rette på tv.

I dag kan jeg så også se, at borgmester Jan Petersen kritiserer TV2 ØSTJYLLAND for at bruge forkerte tal i debatten om besparelserne i Norddjurs Kommune. Vi har for nylig sagt, at der skal spares 460 millioner over fire år i Norddjurs Kommune. Et tal der stammer fra det tekniske budgetoplæg fra før sommerferien. Rettelig landede besparelserne i det vedtagne budget på 392 millioner over fire år. Det beklager jeg, og den fejl begår vi ikke igen. Jeg vil meget gerne opfordre borgmesteren og kommunalbestyrelsesmedlemmer til at tage direkte kontakt til mig, hvis de oplever lignende faktuelle fejl i vores dækning. Vi har ingen interesse i at sprede misinformation. Fejlen opstår, når vi ugentligt over en længere periode laver mange indslag om samme emne, og en del af researchen hentes i gamle indslag, hvor der så sidenhen er kommet nye oplysninger til. Det er ikke nogen undskyldning men blot et forsøg på en forklaring. Jeg håber, vi kan hjælpe hinanden med at forebygge fejl og misforståelser i fremtiden. Jeg lover, at vi skal forsøge at gøre vores.

I kan læse vores artikel om pingvincenteret og den medfølgende rettelse her: https://www.tv2ostjylland.dk/artikel/politikere-overvejer-at--bruge-penge-paa-pingviner-midt-i-oekonomisk-krise