Karpenhøj pillet af dagsordenen
Byråd enige om at vente med at udpege bestyrelsesformand og to øvrige personer til bestyrelsen i Karpenhøj Naturcenter for perioden 2019-2020
SYDDJURS Noget overraskende valgte et enigt Syddjurs Byråd på sidste uges møde at pille en på papiret yderst banal sag om Karpenhøj Naturcenter af brættet.
Karpenhøj Naturcenter er oprettet 1. januar 2016 som en selvejende institution stiftet af DGI og Syddjurs Kommune i fællesskab. Institutionen er en fond.
Bestyrelsen består af 7 medlemmer, hvoraf de 3 medlemmer, herunder formanden, udpeges af Syddjurs Kommune.
Det var netop valget af de tre bestyrelsesmedlemmer for perioden 1. januar 2019 - 31. december 2020, der var på dagsordenen.
I indstillingen lå der, at den nuværende bestyrelsesformand Niels Kanstrup skulle fortsætte sammen med de to andre udpegede bestyrelsesmedlemmer af Syddjurs Kommune: Bjarke Dehli og Jonas Nørregaard.
"Der var enighed om, at dagsordensteksten var for mangelfuld, og ligeledes stod der oplyst honorarerne for bestyrelsens medlemmer. Det er ikke sædvanlig kutyme, at det oplyses i en dagsordenstekst. Byrådet har brug for flere oplysninger, før vi kan træffe en afgørelse," siger borgmester Ole Bollesen (S).
I 2017 modtog formanden for bestyrelsen 25.000 kr. som årligt vederlag af fonden, næstformanden 15.000 kr. og 4 bestyrelsesmedlemmer hver 10.000 kr. Karpenhøj kører i øjeblikket uden chef. Efter mindre end et år på posten valgte Carsten Nielsen af private årsager at forlade stillingen som centerchef i december 2018. Hvordan det går med at finde en afløser, har Lokalavisen ikke kunnet få oplyst, idet bestyrelsesformand Niels Kanstrup er på ferie, oplyser hans telefonsvarer.