Storebror fik hånerettet efter pokalkamp
To lokale håndboldbrødre mødtes torsdag i Søften
Håndbold Der var ikke noget at rafle om, da brødrene Høgfeldt Pedersen skulle fordele håneretten efter pokalkampen torsdag aften i Søften Kultur- og Idrætscenter mellem Team Favrskov, tophold i 3. division, og Skovbakken, tophold i 2. division. Den løb storebror Mikkel med - endda med ganske stor margen, da Skovbakken vandt kampen 36-23.
Lillebror Mathias, der som storebror Mikkel, har fået sin håndboldopvækst i lokalområdet, spillede ellers en fin kamp for Team Favrskov, som han har forstærket efter at være vendt hjem efter et par sæsoner hos HF Mors. Men Skovbakken-spillerne var både på fysikken og især på tempoet oppe i et helt andet gear end de lokale helte, der fulgte med til 5-5, men var bagud 10-19 ved pausen.
Spændende afslutning
Team Favrskov har fem kampe tilbage i 3. division og fører rækken med to point foran Hammel. De to hold mødes i, hvad der ligner en direkte duel op den direkte oprykningsplads 9. marts - en kamp der spilles kl. 16 i Hammel Idrætscenter. Den første kamp mellem de to mandskaber endte 25-25.