Mere end 100 jobsøgende shoppede jobs
En række lokale virksomheder, mange konkrete jobopslag og over 100 jobsøgende. Det er realiteterne efter Jobcenter Norddjurs' første Jobshop
Beskæftigelse Hvordan danner man de perfekte rammer for, at rekrutterende virksomheder og jobsøgende kan finde hinanden? Man sætter dem i stævne i tre timer under samme tag. Resultatet gav positiv genlyd hos både arrangøren Jobcenter Norddjurs, de lokale virksomheder og borgere på jobjagt.
"Som formand for erhvervs- og arbejdsmarkedsudvalget og Norddjurs beskæftigelsesråd har jeg fulgt planlægningen af denne dag fra første færd," siger Else Søjmark, der åbnede dagen, i en pressemeddelelse.
“Det er godt at se, hvordan virksomheder og ledige helt konkret mødes. Det er præcis vejen frem. Konkret handling, så vores succesrige erhvervsliv og ledige får lejlighed til at mødes."
“Vi var spændt på, hvordan de jobsøgende ville tage imod vores nye koncept, og jeg må sige, at jeg er overvældet over den lange deltagerliste. Det var et krav, at de skulle udvælge hvilke fem virksomheder, de ville lære bedre at kende, og det har de taget godt imod. Det var derfor både et nemt og kvalificeret match mellem virksomhederne og de jobsøgende," fortæller Kirsten Tranekjær Søgaard, souschef for Jobcenter Norddjurs.
Kompetencer i fokus
“Den klassiske ansøgningsproces starter ofte med et jobopslag og en ansøgning fra den jobsøgende - og med held en samtale. Med Jobshop ville vi prøve med en utraditionel indgangsvinkel, der kunne hjælpe både virksomheder og jobsøgende til at speede processen op og mærke efter fra start, om der var kemi,” fortsætter Kirsten Tranekjær Søgaard, der bliver bakket op af Keld Sørensen fra Ørsted Telte, der deltog på dagen.
“Vi synes, det er et fantastisk initiativ til at møde potentielle nye medarbejdere til sæsonarbejde. Vi søger helt konkret et par stykker, som kan blive en del af vores team, der sætter telte op henover sæsonen."
Håber på job
Den bedste shoppetur er den, hvor der er et stort udvalg på hylderne. Det havde de 11 virksomheder sørget for med ledige stillinger på alt fra industrioperatør til sundhedspersonale. Diversiteten var med til, at alle typer jobsøgende havde gode chancer for at finde et job, der matchede ressourcer og kompetencer.
Eva Olsen er tilflytter til Grenaa og kom for at lære nye virksomheder at kende og søge et fleksjob.
“Jeg har tidligere arbejdet som psykoterapeut, og i dag fik jeg en god snak med en virksomhed. De fik mit CV og vil prøve at tænke mig ind i deres organisation i forhold til mine kompetencer. Så jeg er positivt overrasket over dagen i dag", fortæller hun ifølge pressemeddelelsen.
Den holdning går igen hos Mike Kongolo, der har arbejdet som tømrer i sit hjemland Congo.
“Jeg er glad for, at jeg kom i dag og har talt med flere virksomheder og fortalt dem, hvad jeg kan. Nu håber jeg på at finde et arbejde, og jeg er åben for nye muligheder".
Gentager succesen
Det store fremmøde og de mange positive tilbagemeldinger har bekræftet arrangøren i, at konceptet med Jobshop skaber resultater. “Succeskriteriet for i dag var at skabe muligheden og rammerne for mødet mellem virksomheder og potentielle medarbejdere. Det succeskriterium, synes jeg i høj grad er opfyldt med Jobshop i dag," konstaterer Kirsten Tranekjær Søgaard.
gs