Fortsæt til indhold

Debat Norddjurs: Sparekassen Kronjylland. En omvendt Dalgas?

Samfund
Henning Hansen; Sygehusvej 15; 8950 Ørsted

Sparekassen Kronjylland har meddelt, at man agter at lukke de to filialer i Kristrup og Ørsted. Det er et hårdt slag mod især Ørsted, som dermed mister sit eneste pengeinstitut i byen. Fredag 22. marts er sidste åbningsdag. Også sparekassens hæveautomat lukkes, da huset skal sættes til salg. Dermed svigtes de svageste borgere i lokalsamfundet, de som ikke kan bruge netbank eller endnu værre ikke kan bruge kreditkort.

Det var et fuldstændigt uventet anslag mod ikke mindst Sparekassen Kronjyllands kernekunder, som år efter år har siddet til garantmøder og hørt sparekassens ledelse og bestyrelse rose sig for den lokale forankring som basis for sparekassens udviklingsstrategi. Det er sket samtidigt med, at man har berettet om de succesrige etableringer af afdelinger i så fjerne dele af kongeriget som København. Men selvfølgelig: Hvis målsætningen også i de “nye områder” stadig er den lokale forankring, så er det vel ok.

Men man kan jo efterhånden ikke andet end komme i tvivl om de ædle hensigter, når man ser, hvordan fordelingen af filialer rent faktisk er:

Kronjylland 12 filialer - efter lukningen af de to ovennævnte

Midtjylland/Århus 14 filialer

Syd og Sønderjylland ni filialer

Nordjylland en filial

Sjælland/København seks filialer

Herudover har man syv specialafdelinger indenfor erhverv m. m., hvoraf de to ligger i Randers, hvor hovedsædet ligeledes er placeret.

Enrico Dalgas, stifteren af hedeselskabet og dermed hovedmanden til den jyske hedes opdyrkning citeres ofte for følgende udsagn:

“Hvad udad tabes må indad vindes”.

Det var med tanke på, at man netop havde tabt Sønderjylland i krigen i 1864 og derfor gennem opdyrkningen af heden kunne “genvinde” nogle af de landbrugsarealer, som nederlaget til tyskerne medførte. Sparekassens vise ledere har vist misforstået Dalgas, for de arbejder tilsyneladende efter det

omvendte princip:

“Hvad indad tabes - eller kastes bort - må udad vindes”

Altså: Pyt med at vi lukker filialer i Kronjylland, når bare vi kan få nogle nye rundt om i Danmark.

Samlet set må man sætte spørgsmålstegn ved om Sparekassen Kronjylland efterlever de flotte udmeldinger om lokal forankring - eller om de i det skjulte har indarbejdet en ny udviklingsstrategi: Vi vil vokse os større og krybe op ad ranglisten over Danmarks største pengeinstitutter. Her er sparekassen lige nu blandt de 10 største. Vil man for enhver pris være landsdækkende? Er det derfor, at man har indgået en hovedsponsoraftale med kvindelandsholdet i håndbold. Og dermed rejser spørgsmålet i overskriften sig: Kan sparekassen fortsat leve med at hedde Sparekassen Kronjylland? Er man ikke nødt til at skifte navn til noget mere geografisk korrekt. Sparekassen Danmark måske. Mindre kan vel ikke gøre det…