Hvornår er vi der?

præsteklumme Min mand havde pakket bilen og jeg havde pakket ungerne, alle 5 sad vi i bilen med en velkendt to timers køretur forude. Efter kun 15 minutter spørger den lille: ”Hvornår er vi der?”. Jeg svarede: ”Når vi har kørt hele vejen derhen, og du kan se sommerhuset, SÅ er vi der”. Jeg tænkte på min far, mens jeg sagde det. Jeg kunne se køkkenet i mit barndomshjem for mit indre blik og høre min egen utålmodige barnestemme plage, fordi sulten føltes uoverskuelig. ”Når maden er færdig”. Sådan svarede min far mig og mine søskende, når vi som små utålmodigt spurgte til, hvornår vi skulle spise. Jeg husker, at jeg tænkte, at jeg ikke fik det svar jeg søgte. Men nogle gange får vi ikke de svar, som vi forventer – og det er provokerende, at ting tager tid.

Voksne kan udsætte basale behov. Vi kan forstå og overskue, at pastaen skal koge færdig, eller køreturen tager 2 timer. Det forstår små børn ikke – de skriger, når de er sultne og de skriger, når de ikke vil sidde i bilen. Selv når man tror, at man har forklaret den lille på 2 år, at vi skal køre langt i bilen, så går der kun et øjeblik, før det lille menneske uden fornemmelse for tid spørger: ”hvornår er vi der?” - for herefter at begynde at pive, så bilens kabine bliver mindre og mindre og minutterne længere og længere.

Det er en velsignelse, at have tre sunde og raske børn, men nogle gange bliver velsignelsen væk på bagsædet af bilen. Utålmodigheden med køreturen og med hinanden kan blive så tyk, at ingen kan se noget. Når man intet kan se eller høre for larm, så er det bedste at stoppe op og tage en pause. I Jylland kan der være langt imellem rastepladserne – de små steder langs hovedvejene, hvor der måske står et par bord-bænke-sæt, et gyngestativ og for min smag helst ikke meget andet. Langturschauffører har her mulighed for at stoppe for at holde deres påkrævede køre- og hviletider. Hvis man dog bare havde et sådant regelsæt for forældre, for småbørn og de lidt større – for pauser er et behov, som alle mennesker har. Jeg kender ikke nogen, som ikke engang i mellem kæmper med utålmodigheden. Til gengæld møder jeg mange, som ikke kan beskrive, hvor i deres liv de finder rastepladser. De er ellers værd at samle på - rastepladser kan rede både humøret, familieidyllen og det hoved, der er ved at brænde sammen. Rastepladser er ganske som kirken, et sted hvor man kan stoppe op og tage sig tid til en velfortjent pause.