Fortsæt til indhold

Årets Favrskovrevy er sådan “Lidt Royal”

Samfund
Arkiv

Årets Favrskovrevy bliver kaldt ”Lidt Royal…”.
”Det gør vi naturligvis, fordi vi havde besøg af Dronningen i september, og det skal ikke gå ram forbi,” fortæller revyens administrator Jens Ole Hesel, og han fortsætter:
“Og forventningerne er tilsyneladende store i år, for vi har allerede udsolgt til fredag aften. Sidste år spillede vi for mere end 500 tilskuere over de fire dage, som revyen kører, så det er publikumsmæssigt et af de større kulturarrangementer i Favrskov,” fortæller han.
Han er ikke meget for at afsløre noget af indholdet til årets revy, men som sædvanligt bliver lokale begivenheder og personligheder udsat for satire og sjove kommentarer. Udover revyholdet selv bidrager Ove Rosenkvist, Poul ”Kreativ” Sørensen og Eigil Jacobsen med ideer og tekster til revyen, og revyholdet ledsages af et orkester på fire mand.
Revyen spiller i Sløjfen 22., 23., 24, og 25. marts og der er stadigt ledige billetter til onsdag, torsdag og lørdag.
Instruktør på årets revy er Mette Feldt Schriver.