Fortsæt til indhold

Det tager 204 dage at sælge et hus i Skanderborg

I Østjylland er der stor forskel på, hvor lang tid de huse, der netop nu er udbudt til salg, har tilbragt på markedet

Samfund
Arkiv

liggetid I Aarhus har de knap 740 huse, der i øjeblikket er til salg i kommunen, i gennemsnit været på markedet i 150 dage. Mens liggetiden i landsdelens andre egne lyder på helt op til et år.

Det viser tal fra Boliga.

Og selvom det måske for det utrænede køberøje, kan være svært at afgøre, om tallene er høje, lave eller måske bare ganske normale, så kan alderen på salgsopstillingen have betydning for resten af handlens forløb.

"Liggetiden siger noget om hastigheden på boligmarkedet og måske dermed lidt om, hvor lang tid man i gennemsnit kan forvente, at det tager en bolig at blive solgt. Det er noget, man kan bruge i sin prisforhandling," siger Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom hos Nordea, til Boliga.

Bliv ikke skræmt væk

I de mellemstore byer som Skanderborg, Horsens og Silkeborg, er der også en masse huse til salg, og med en gennemsnitlig liggetid på henholdvis 204, 220 og 224 dage får de altså lov til at ligge på markedet lidt længere end i storbyerne.

Det er dog i Norddjurs, hvor der p.t. er omkring 380 huse til salg, at de husinteresserede har bedst tid til at tænke over købet. Nogle af områdets villaer har naturligvis ligget langt længere tid end andre, men gennemsnittet i området lyder på hele 383 dage - altså hvad der svarer til næsten ét år og én måned.

-vik