Bæredygtighedsudvalg: Bøgehøj moderat optimist
Det enlige konservative byrådsmedlem tror på, at det 16 mand store udvalg kan levere kommercielt bæredygtige forslag til et grønnere Syddjurs
SYDDJURS Tommy Bøgehøj, byrådsmedlem for Konservative Syddjurs og mangeårig erhvervsmand, var forud for ansættelsen af en bæredygtighedskoordinator og etableringen af et bæredygtighedsudvalg bestående af både politikere og eksperter (borgere) klar i mælet i forhold til forventningerne.
"Der skal komme kommercielt bæredygtige forslag ud af det, ellers har udvalget ingen gang på jord," har Tommy Bøgehøj understreget i flere omgange.
Udvalget skal komme med anbefalinger til arbejdet med bæredygtighed i Syddjurs Kommune med afsæt i FN’s verdensmål.
På sidste uges byrådsmøde godkendte byrådet så udvalgets endelige sammensætning.
På trods af, at forspillet ikke har været på et underskønt Tiki-taka niveau, men derimod mestendels har bestået af tæt duelspil og hårde kropstacklinger, fordi hele det politiske spektrum var uhyre interesseret i at få deres egne med, så kunne man høre en knappenål falde til jorden på byrådsmødet, da borgmester Ole Bollesen (S) annoncerede navnene på de ti eksperter.
Ingen kommentarer overhovedet.
Interessant i betragtning af, at venstrefløjen ikke fik to af deres topkandidater med. SF havde således kørt sin lokalformand Jørgen Ringgaard i stilling til formandsposten, ligesom Enhedslisten støttet af andre havde et fromt håb om at få Hasse Schneidermann, aktiv i Enhedslistens bagland og medlem af Danmarks Naturfredningsforening, med i udvalget.
Tommy Bøgehøj skulle heller ikke have klinket noget, men han er dog moderat optimist, indtil det modsatte er bevist, på udvalgets vegne.
"Det kan godt være, at der mangler lidt flere repræsentanter fra erhvervslivet, men formanden (Flemming Hynkemejer, direktør for Convert, red.) for udvalget kommer trods alt fra det private erhvervsliv, og jeg er sikker på, at han vil være garant for, at der kommer brugbare forslag fra udvalget, som kan blive kommercielt bæredygtige," siger Tommy Bøgehøj. Han kender alt til, at udvalgets sammensætning ikke har været a walk in the park, men et større politiske rivegilde.
"Sådan er det, når de røde og de blå har stærke interesser i at få deres egne støtter med. Det er også en svaghed, fordi det kan svække udvalgets muligheder i at nå til enighed. Det havde været nemmere, hvis enten kun de røde eller kun de blå skulle blive enige."