Ænder skal fodres - før de flyver over til naboen ...
Arrangørerne, Rotary og Lions Club, betoner vigtigheden af god kundepleje inden weekendens 10. udgave af Østjyllands største Retro/Antik Loppemarked i Rønde Idrætscenter
RØNDE Der har været så stor efterspørgsel efter stande til weekendens Retro/Antik Loppemarked i Rønde Idrætscenter, at ventelisten er alenlang, fortæller Erling Mikkelsen, Rotary Rønde, som for 10. gang på blot fem år står bag det velbesøgte marked sammen med Lions Club Rønde.
Rønde Idrætscenters godt 2.000 kvadratmeter bliver udnyttet fuldt ud med 175 stande, som har været udsolgte siden en gang i efteråret."
Hvis der er kræmmere som bliver forhindret i sidste øjeblik, lover vi dem, at de får pengene retur, fordi nye står i kø for at overtage," siger Erling Mikkelsen.
Udstillerne kommer fra hele landet.
"Vi har således antikvitetshandlere fra Sjælland, retro- og antikhandlere fra Fyn, Sønderjylland og Nordjylland og flere store retro- og antikhandlere fra StorAarhus," fortæller Carsten Skivild, Lions Club.
360 m2 med vintage
Når markedet åbner lørdag klokken 10, kan publikum se frem til flere nyheder.
I år der for eksempel lavet ekstra plads til oplevelsesdelen i Glassalen, en tidslomme, hvor man kommer ind i et univers på 360 m2 med vintage og deluxe ting fra 1940 og op til 1980 delt op i miljøer, så køberen får en klar fornemmelse af, hvordan det interiørmæssigt kan passe ind i den enkeltes hjem.
Det er Hanne Løber fra Butik Zærlig på Kaløtorvet i Rønde, der står for denne del af markedet sammen med den garvede duo i branchen, Annette Greve, Ebeltoft og Charlotte Frandsen, Lopper Deluxe i Randers.
"Jeg tror, det nye initiativ vil tiltrække et lidt yngre segment til markedet," siger Hanne Løber.
Kom og dans
I anledning af, at det er 10. gang, der arrangeres Retro/Antik Loppemarked, har arrangørerne valgt at skrue op for underholdningen.
Lørdag formiddag bliver der således danset swing og rock'n'roll til popmusik fra 1950'erne og 1960'erne.
Det er 20 dansere fra foreningen 'Kom og dans' i Grenaa, som har lovet at tænde op under publikum.
Ny sponsorkontrakt
Rønde Sparekasse er fortsat hovedsponsor for arrangementet, der trækker masser af lokale til, men også gæster fra Norddjurs, Randers, Mariager, Favrskov og StorAarhus.
"Vi har lavet undersøgelser ved de tidligere markeder for at få et billede af, hvor vores gæster kommer fra," siger Erling Mikkelsen, der også oplever, at folk fra egnen i og omkring Skanderborg nu har opdaget markedet.
Det lokale element og de mange gæster fra både nær og fjern er den primære årsag til, at Rønde Sparekasse netop har fornyet sponsoraftalen med Rotary og Lions Club, så den gælder i efteråret 2019 og foråret 2020.
"Vi støtter gerne lokale initiativtagere, og netop Retro/Antik Loppemarkedet er en kærkommen lejlighed for Rønde Sparekasse til at vise flaget," siger sparekassedirektør Max Hovedskov.
Rønde Sparekasse vil som altid være repræsenteret på markedet. Sammen med en anden deltager, Ejendomsmægler John Frandsen A/S, har Rønde Sparekasse lavet en konkurrence på indgangsbilletten, som publikum kan deltage i.
Kundepleje
Rønde Idrætscenter sælger stegt flæsk og persillesovs lørdag og wienerschnitzel med gemyse om søndagen.
Lørdag aften inviterer arrangørerne samtlige udstillere, annoncører og sponsorer til spisning i Rønde Idrætscenter garneret med musik fra duoen Holm & Steenberg.
"I Retroudvalget er vi enige om at sige tak for opbakningen på en særlig måde denne gang. Det er almindelig kundepleje. Som jeg tidligere har sagt det i en anden sammenhæng: "Man skal huske at fodre sine ænder, inden de flyver over til naboen," siger Erling Mikkelsen.
Overskuddet fra weekendens marked uddeles som altid i henhold til de humanitære principper, som både Rotary og Lions Club hviler på.