Fortsæt til indhold

Mindeord Niels Peter Kaasgaard

Tidligere sognepræst i Hvilsager og Lime Sogne, Lars Nymark, har skrevet mindeord om forhenværende kirkesanger Niels Peter Kaasgaard, der døde forleden i en alder af 90 år

Samfund
Arkiv

NAVNE "50 år som kirkesanger søndag efter søndag i Hvilsager og Lime kirker er helt usædvanligt. Fhv. kirkesanger Niels Peter Kaasgaard er død 90 år gammel.

Niels Peter Kaasgaard har alle årene boet i Risskov. Han havde sin hovedbeskæftigelse som gravemester i entreprenørfirmaet Per Aarsleff A/S. Også her nåede han at fejre 50 års jubilæum, før han sluttede som seniormedarbejder i 2012. Sideløbende var han i en årrække statist ved Aarhus Teater og sang i Den jyske Operas kor. Med det som baggrund kom han i 1962 til Hvilsager og Lime kirker som kirkesanger.

Gennem de følgende 50 år bestred Niels Peter Kaasgaard med et utroligt engagement, stor musikalsk dygtighed og en imponerende pligtopfyldenhed arbejdet til glæde for menighedsrådene og sognenes beboere. Ikke kun støttede han med en stærk og smuk sangstemme menigheden i salmesangen, men han stillede sig samtidig altid villigt til rådighed aldeles ulønnet med koncertindslag i og uden for søndagen.

Der er på flere måder langt fra Risskov til Hvilsager og Lime. Ikke desto mindre engagerede Niels Peter Kaasgaard sig gennem alle årene personligt med stor omsorgsfuldhed i sogneboernes liv, ligesom sognets børn og unge, såvel konfirmander som spejdere, altid havde hans store bevågenhed og støtte.

Derfor er det ikke tilfældigt, at han allerede i forbindelse med 40 års jubilæet blev indstillet til og fik tildelt den kongelige fortjenstmedalje i sølv. Niels Peter Kaasgaard var på alle måder en hædersmand.

I samtale med journalist Elsebeth Dissing udgav han i 2017 sine erindringer ”Fra plovfure til opera”, hvor han i finurlig fortællling beretter om sin opvækst og sit arbejdsliv og ikke mindst sin lange musikalske virksomhed på scenen og i kirken."