Fortsæt til indhold

Ole Bollesen: Hvordan ser fremtiden ud for Karpenhøj?

Borgmesteren har bedt den fungerende formand og andre i bestyrelsen om at få en briefing om situationen på Karpenhøj Naturcenter

Samfund
Lars Norman Thomsen

KARPENHØJ Borgmester Ole Bollesen (S) har indkaldt den fungerende formand for Karpenhøj Naturcenter, Lars Sloth, og andre fra bestyrelsen til et møde for at få en orientering om situationen efter, at bestyrelsesformand Niels Kanstrup har valgt at trække stikket, og at man på Karpenhøj har fungeret uden leder siden december 2018.

"Jeg har på vegne af byrådet bedt om at få en orientering fra den fungerende formand og andre fra bestyrelsen. Hvor mange der kommer med, ved jeg ikke, men hele bestyrelsen er naturligvis velkommen," siger Ole Bollesen.

Kommunaldirektør Jesper Hosbond Jensen deltager i mødet tirsdag 12. marts sammen med direktør Poul Møller og PUK-udvalgsformand Riber Hog Anthonsen.

Stram økonomi

Karpenhøj Naturcenter er en selvejende institution stiftet af Syddjurs Kommune i samarbejde med DGI.

I 2015 blev det formelt besluttet, at DGI Karpenhøj og Naturcenter Syddjurs skulle fusioneres i en ny organisation med navnet Karpenhøj Naturcenter. Den 1. januar 2016 blev dette en realitet.

I løbet af 2016 blev det meget tydeligt, at de økonomiske forudsætninger for budgetterne i 2017 og 2018 ikke ville kunne oppebære den samlede lønpulje til 8 medarbejdere uden at tilskuddene fra Syddjurs Kommune og DGI skulle sættes op.

Derfor blev to medarbejdere opsagt pr. 1. oktober 2016 og kort tid efter fritstillet med afsked fra Karpenhøj Naturcenter.

Karpenhøj Naturcenter hviler primært på et årligt økonomisk tilskud fra Syddjurs Kommune på 1.148 000 kroner og fra DGI på 500.000 kroner. Dertil kommer, at Syddjurs Kommune (PUK-udvalget) netop har bevilget cirka 225.000 kroner til Bålfestival Nationalpark Mols Bjerge.

Karpenhøj Naturcenter har i både 2016 og 2017 kunnet fremvise et økonomisk overskud. 2018-regnskab og årsrapport foreligger ikke endnu.

DGI ude i 2020

DGI trækker stikket økonomisk til Karpenhøj Naturcenter, når 2020 er omme. Hermed forsvinder det årlige tilskud på 500.000 kroner.

"Derfor er det også vigtigt, at vi som kommune kender til, hvordan forretningsplanen for Karpenhøj Naturcenter ser ud i fremtiden, og det er jo bestyrelsens opgave at udarbejde en sådan," siger Ole Bollesen.

Det er ingen hemmelighed, at netop Ole Bollesen og Socialdemokratiet var meget kritiske, da en fusion af DGI Karpenhøj og Naturcenter Syddjurs blev et tema i sidste byrådsperiode på foranledning af daværende borgmester Claus Wistoft (V) og PUK-udvalgsformand Kirstine Bille (SF).

Socialdemokratiet frygtede, at Karpenhøj Naturcenter kunne udvikle sig til at blive en økonomisk møllesten om halsen på Syddjurs Kommune. Særligt de to gamle socialdemokratiske hanelefanter, Hans Christian Baltzer og Kai Pedersen, var på krigsstien.

"Efter vores møde og dialog med Karpenhøj kommer der en sag på byrådets dagsorden, for vi skal jo have udpeget en formand og to bestyrelsesmedlemmer som Syddjurs Kommunes repræsentanter. Om vi når til det kommende byrådsmøde, vil jeg ikke love," siger Ole Bollesen.