Fortsæt til indhold

Ny dansk svampe-art fundet i nationalparken

Det var en af de frivillige, som gjorde det store fund

Samfund
Arkiv

natur En frivillig i Nationalpark Mols Bjerge har ifølge en pressemeddelelse fundet ny dansk svampeart i Hestehave Skov tæt på Kalø Slotsruin

Tidligere overgartner ved Aarhus Universitets forsøgsgård Jørgen Christiansen, Ebeltoft, har siden 2015 været en af de mange frivillige i Nationalpark Mols Bjerge. Her har han flittigt bidraget med sin store viden om danske planter. Og nu er han den direkte årsag til, at den danske svampeflora har fået endnu et medlem. Jørgen Christiansen har nemlig fundet en svamp, der er en helt ny art i Danmark.

Det drejer sig om postia undosa, en såkaldt kødporesvamp.

Svampen er fundet på et stort dødt træ i Hestehave Skov ud mod Kalø Vig tæt på Kalø Slotsruin i nationalparken.

6.000 danske arter

Nationalpark Mols Bjerge har nu næsten 90 frivillige. Rigtig mange af de frivillige kommer fra aktivt arbejdsliv. De har mange interesser, kompetencer og en stor nysgerrighed.

Jørgen Christiansen er en af dem, og han har en stor viden om danske planter både fra sit tidligere arbejde og en stor interesse gennem rigtig mange år. Som frivillig i nationalparken begyndte han i vinteren 2016-17 at opdyrke nye jagtmarker - de danske svampe. Da stod han over for en stor opgave. Man regner nemlig med, at der er langt over 6.000 danske svampearter.

Således har Jørgen Christiansen på vegne af nationalparken i de sidste to et halvt år gennemtrevlet de to kaløskove, Hestehave Skov og Ringelmose Skov, for at finde svampe.

Han har registreret arterne, deres forekomst i cirka 60 forskellige afdelinger af skovene, noteret på hvilke træer, døde og levende, de forekom - og fra tid til anden har han indberettet svampe til Danmarks førende svampeeksperter, hvis han ikke selv kunne artsbestemme dem.

De fleste svampe blev så løst ret hurtigt, men den nye art blev først sikkert knækket efter halvandet år.

Det var nemlig i november 2017, Jørgen Christiansen fandt svampen to steder i nordenden af Hestehave Skov, men først nu ligger det altså fast, at der er tale om en ny art.

jbe