Fortsæt til indhold

Rådmand vil plante 10.000 flere træer i Aarhus

Aarhus skal være grønnere og have langt flere bytræer, mener Kristian Würtz

Samfund
Arkiv

Med udsigt til et træklædt Bispetorvet præsenterede Kristian Würtz (S), rådmand for Teknik og Miljø, i dag en grøn pakke, der skal gøre Aarhus smukkere og langt mere rar at være i.
Pakken indeholder blandt andet et mål om at plante 10.000 flere bytræer frem mod 2025, skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Træerne skal plantes i gader, ved veje, i parker og på byens pladser.
”Aarhus skal være et rarere sted at bo og leve. Derfor skal byen være grønnere. Et grønnere Aarhus øger livskvaliteten for aarhusianerne og gør Aarhus til en god by for alle. Det grønne er en naturlig og nødvendig del af vores by, og når byen vokser er det nødvendigt at sørge for flere grønne områder i forskellige former,” siger rådmanden.
Efter sommerferien bliver der åbnet for, at borgerne kan være med til at bestemme, hvor der skal plantes nye træer.
Rådmanden foreslår blandt andet, at der, hver gang der fældes et træ inden for Ringgaden, skal to nye plantes.
Forventningen er, at de konkrete initiativer bliver en del af de kommende budgetforhandlinger.
dp