Fortsæt til indhold

Debat om gratis parkering i Centrum

Dansk Folkepartis forslag om gratis parkering skabte lang debat ved onsdagens byrådsmøde

Samfund
Trille Skøtt-Jensen

Dansk Folkeparti foreslog til onsdagens byrådsmøde, at de første to timers parkering i midtbyen fremover skal være gratis, primært for at understøtte detailhandlen i midtbyen, som lider under svigtende salg.

Siden 1. januar har man skullet forudbetale for parkering på kommunens parkeringspladser, men det mener Dansk Folkeparti skal laves om igen. Pengene til gratis parkering skal, ifølge partiet, findes indenfor interne omprioriteringer indenfor Teknik og Miljø.

Men forslaget blev skudt godt og grundig i jorden af de andre partier. Rådmand Bünyamin Simsek lagde for.

"Det er et urimelig forslag, det er ugennemtænkt," konkluderede rådmanden.

"Hvis byrådet vedtager forslaget om to timer gratis parkering, vil det medføre, at langt størstedelen af indtægterne fra parkering vil forsvinde. Det vil betyde et to-cifret millionbeløb forsvinder, og det vil betyde, at blandt andet vejdrifts-området udhules. Et område hvor der netop er en gæld, der er blevet skubbet foran i Teknik og Miljø i årevis. Derfor er det et uansvarlig forslag, der vil have det finansieret indenfor Teknik og Miljø, uanset hvor enig jeg ellers principielt er i forslaget," sagde han.

Ango Winther, Socialdemokratiet fulgte efter.

"Så skal vi til det igen og diskutere gratis parkering. Jeg vil gerne sætte spørgsmålstegn ved, om detailhandlens fortrædeligheder skyldes manglende parkering? Jeg tror det ikke. Jeg har talt med mange handlende gennem årene, og det vi vender tilbage tilbage til er, at den husleje de betaler er rimelig høj," sagde han blandt andet.

Fra flere sider i byrådssalen var der opbakning til detailhandlen. Men man var ikke enige om hvordan.

Rabih Azad-Ahmad fra radikale venstre ville have mere kultur

"Det handler ikke kun om omsætning, det handler også om de gode oplevelser, man som borger kan få. Vi mener, det vil være fint at lave en strategi samarbejde med detailhandlen. Vi støtter intentionen i forslaget, vi støtter ikke gratis parkering,” sagde han blandt andet.

Også Enhedslisten Rød/Grønne efterlyste mere kultur og andre oplevelser på gågaden.

Mette Skautrup fra Konservative var åben overfor gratis parkering.

"Vi mangler debat om, hvad der kan bringe liv ind i vores midtby. Diskussionen bliver meget for eller imod 2 timers gratis parkering. Kunne det være en lørdag, det var gratis? Eller kunne det være udvidede åbningstide?Vi støtter intentionen og vil egentlig gerne havde det bredt ud. Økonomien tager vi forbehold for," sagde hun.

Debatten sporede sig mere og mere ind på detailhandlen, som alle gerne ville bakke op om. Det fik borgmesteren til at gribe ind.

"Husk det her er noget, vi har diskuteret 1000 gange før. Og der er meget lille sandsynlighed for at det her bliver vedtaget. Så vi behøver ikke så meget mere om det," sagde han.

Liberal Alliance støttede som eneste parti op om Dansk Folkepartis forslag.

Men debatten fortsatte og først efter 34 minutter blev sagen henvist til magistraten, der nu skal regne på de økonomiske konsekvenser af forslaget.