Veloverstået årsmøde i Ældre Sagen
Allingåbro Det var til en næsten fyldt sal på Allingåbro hotel, som formanden for Ældre Sagen Christian Staugaard Nielsen, bød velkommen tirsdag 5. marts. Efter at der var valgt to stemmetællere og Bent Krog var blevet valgt til dirigent, aflagde formanden beretning for året 2018. Gode og dårlige ting blandede sig mellem hinanden, fastslog han. Det gode var at medlemstallet fortsat stiger og ultimo 2019 nærmer sig 2000 i området, lyder det i en pressemeddelelse fra Ældre Sagen Rougsø-Sønderhald.
I øjeblikket er der der nøjagtigt 1925 medlemmer og136 frivillige. Christian Staugaard Nielsen rettede en stor tak til alle de frivillige, som yder en stor social indsats som besøgsven, demensstøtte, støtte til pårørende, opringer i Morgenstjernen, en hjælpende hånd, cykelpilot, vågetjenesten, Tangkær, IT hjælper, bisidder, spis sammen, Når to bliver til en, stolegymnastik, bowling, håndarbejdscafe og motion og sundhed i naturen.
Stor medlidenhed
Orla Lund bemærkede til formandens beretning at han havde stor medlidenhed med bestyrelsen der således skal håndtere de fremtidige økonomiske problemer. Han slog fast at på trods af kommunens dårlige økonomi er det et uforholdsmæssigt stort beløb, 850.000 kroner, kommunen har puttet i kassen af de 1.050.000 kroner de har fået af staten til nedbringelse af kommunens udgifter til frivilligt socialt arbejde. Det skal bemærkes at Norddjurs ikke afsætter en krone af egne midler. Når der er skåret ned på den professionelle omsorgsindsats, er det uklogt at skære så meget ned på midlerne til den frivillige indsats, der til en vis grad kan opveje virkningerne af den kommunale besparelse, lød det fra Orla Lund ifølge pressemeddelelsen fra Ældre Sagen Rougsø-Sønderhald.
Formandens beretning blev enstemmigt godkendt, og det samlede regnskab blev taget til efterretning.
Jens Anker Lauersen genopstillede ikke til bestyrelsen. Yrsa Hoppe, Chr, Staugaard Nielsen, Tove Bille, Hanne Dalsgaard Jensen blev alle genvalgt. Jens Erik Madsen blev nyvalgt. Inge Vejlby, Auning og Peter Knudsen, Ørsted blev valgt som suppleanter.
Under eventuelt rettede formanden en varm tak til Jens Anker Lauersen for hans indsats i bestyrelsen. Lis Kastrup slog et slag for at få flere yngre personer til at blive besøgsvenner til demente, idet disse bliver stedse yngre.