Fortsæt til indhold

Debat: Kære byrådsmedlem - vil du svare på en række spørgsmål fra en borger?

Samfund
Kirsten Frederiksen, Solskrænten 1, 8410 Rønde:

"Lokalplanforslag nr. 420, Velkomstcenter for Nationalpark Mols Bjerge ved Kalø Slotsruin

En høflig henvendelse til det enkelte byrådsmedlem lige før lukketid – om uvished om de økonomiske forpligtelser for Syddjurs kommune

Offentligheden har slet ikke fået oplysninger om økonomien, fra Nationalpark Mols Bjerge, for det ønskede Velkomstcenter.

  • Har byrådet det? - Forhåbentlig. For uden en redegørelse for de økonomiske forpligtelser, som Syddjurs kommune påtager sig ved godkendelse af lokalplanen, kan en ansvarlig byrådspolitiker vel ikke træffe beslutning på borgernes vegne?
  • Hvis der foreligger økonomisk budget - hvorfor har det så ikke været fremlagt i offentlighedsfasen?
  • Hvornår skal der økonomi på bordet?
  • Har byrådet gennemgået økonomien, for den del der vil belaste Syddjurs Kommune?
  • Hvor meget skal Syddjurs kommune bidrage med til anlæg og driften fremover?
  • Hvem har det endelige ansvar for økonomi, når Velkomstcentret behandles af byrådet?
  • Er det ikke byrådet?

Offentligheden har alt for mange gange før hørt, det er en gave til borgerne.

Og så bliver det en belastning fremover på driften i det kommunale budget.

Vi er nogen, der har spurgt ind til økonomien, og fået nogle undvigende svar, bl.a.:

1. Hvor mange penge har Nationalpark Mols Bjerge brugt på bygninger?

Svar: ingen

– nej for det er fonde og Syddjurs Kommune der har betalt!

2. Er der lavet et driftsbudget for Velkomstcentret

Svar: ja, budgettet lyder på 100.000 kr. til lys og varme - og hvem skal mon betale resten?

Syddjurs Kommune, hvem ellers! – idet Jørgen Black offentlig udtaler:

Der skal ikke betales for parkering og indgang til Velkomstcentret.

Jeg går ind for genanvendelse, af hensyn til både fysiske og økonomiske og ressourcer, – mon ikke også vores byråd tænker genanvendelse? Og da specielt kulturhistorisk bevaringsværdige bygninger, som ligger i Nationalparken?

Nationalparkens administration har pt. kontor i Jagtslottet – og der er allerede brugt mindst 10 millioner kr. på renovering og indretning af besøgscenter i ”Karlsladen” i forbindelse med Nationalparkens indvielse.

En udvidelse af Nationalparkens anvendelse af Kalø Gods, giver derfor både kulturhistorisk og økonomisk mening - og Syddjurs kommune kan så bruge de allerede afsatte veje- og parkeringspladspenge til en omfartsvej fra Motortrafikvejen ind til Kalø og ned til Egens og videre ud i Mols Bjerge.

Til gavn for Rønde, som er ved at sande til i gennemkørselstrafik.

I Syddjurs er flere genanvendelsesprojekter i gang/taget i brug, af dem kan jeg kan bl.a. nævne:

Maltfabrikken, Grobund i Ebeltoft, Kulturhotellet i Rønde, Det gl. posthus i Ryomgård, Byporten i Hornslet, (det gamle rådhus)

- og udover det ganske land:

Godset Vosborg, gl. Estrup, Børglum kloster, Frichs Fabrikker i Århus, Vanggårdcentret i Århus o m f.

Godset Kalø i Nationalpark Mols Bjerge er en fantastisk kulturarv med masser af historie, og er – som nævnt i min indsigelse mod placeringen af velkomstcenteret - på vej til at blive ledigt, når DMU flytter til Århus. Jeg tror Danmark er mættet af besøgs- og velkomstcentre, betonklodser, der kun er åbent i sommerhalvåret. Syddjurs har ikke brug for en kopi, og slet ikke når der er originaler nok.

Vi skriver nu 2019 og rundt i landet bliver erhvervsledere /ejendomsbesiddere præmieret for at genanvende gamle industribygninger og ældre huse. Det skal Syddjurs også være kendt for.

Tak for jeres opmærksomhed."