Fortsæt til indhold

Nyt erhvervsnetværk vil være anderledes

Hammel Golf Klub og Sponsornet vil oprette nyt lokalt erhvervsnetværk

Samfund
Kian Johansen

Hammel En golfklub, et godt køkken og gode faciliteter.

Og så et firma der er specialiseret i at oprette erhvervsnetværk i hele landet.

Det er den nye cocktail, når Hammel Golfklub og Sponsornet forsøger at oprette et nyt erhvervsnetværk i Favrskov.

Netværket skal ses som et samlingssted for erhvervslivet, hvor man kan udvikle og udveksle viden i tætte relationer samt udvikle sine kompetencer både personligt og arbejdsmæssigt, fortæller drivkraften bag, Steen Claudi, der har været med til at starte lignende netværk op i tilknytning til golfklubber rundt om i landet. For tiden etablerer han netværk i Randers, Frederikshavn og Hjørring.

Netværket er et professionelt drevet Erhvervsnetværk og har derfor heller ikke noget med golf at gøre.

Sparring og netværk

"Golfklubberne har bare alt det andet. Et godt køkken, mødefaciliteter og en del erhvervsfolk i medlemsskaren i forvejen," fortæller Steen Claudi, der understreger at netværket skal være anderledes.

"Vi har ansat en facilitator, Kristine Hejgaard, en moden kvinde, der selv er erhvervskvinde, så hun kender til det, som erhvervsfolkene vil tale om," forklarer han.

Kristine Hejgaard har sin egen virksomhed og arbejder med strategisk rådgivning, personlig coaching og er professionelt bestyrelsesmedlem i flere virksomheder.

Og så er udgangspunktet at levere foredrag og folk udefra, der har noget på hjerte, som erhvervsfolkene kan bruge. Og så er der lagt op til sparringsnetværk.

Planen er at erhvervsnetværket mødes 10 gange årligt til morgenmøder, hvor man efter en morgenbuffet holder et netværksmøde.

"Det er vigtigt, at vi står sammen i et område som vores, og det er vigtigt, at vi er bevidste om hinanden og støtter bredt. Vi forsøger med dette netværk at samle virksomheder og forretningsdrivende fra lokalområdet i et fælles forum, hvor man udvikler sig selv, sin virksomhed og udbygger sine relationer," siger klubbens manager, Poul Ditlev.