40 år som formand i Fausing
Fausings svar på ”Don Ø” ,Bent Østergaard, har siddet urokkeligt på tronen som formand i Fausing Forsamlingshus i 40 år.
Overskriften skal der ikke på nogen måde lægges negativ betydning i, kun en dyb anerkendelse for en hele vejen igennem sublim indsats for hele lokalområdet, igennem en utrolig lang årrække. Bent Østergaard har formået at sammentømrer en bestyrelse med utrolig lang anciennitet, over 150 år tilsammen, pt. De mange år i formandsstolen har på ingen måder hæmmet dynamikken i formandens rolle, som den utrættelige ildsjæl, som Bent er. Der er hele tiden udvikling og nye initiativer der skal testes af.
De synlige spor i Fausing Forsamlingshus efter Bents mange år i formandsstolen er meget synlige og huset fremstår i topmoderne og meget brugervenlig stand.
Jubilæet blev fejret på generalforsamlingen d. 4. marts hvor bestyrelseskollegaerne havde fået fremstillet en ”fortjenstmedalje” og en ”formandskage” til jubilaren samt en passende present.