Fortsæt til indhold

Debat: Vi er bekymret over flytning

Samfund
Tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter ved Djurslandsskolen

DEBAT Til politikkerne i Norddjurs Kommune.

Som lærere, pædagoger og pædagogmedhjælpere på Djurslandsskolens afdelinger i Fjellerup og Stenvad hilser vi som udgangspunkt tidssvarende og formålstilpassede fysiske rammer for vores elever og vores arbejde velkommen, herunder muligheden for adgang til faglokaler.

Personalet på begge afdelinger ser dog med bekymring på, at Mølleskolen er bygget og indrettet til brug som almen folkeskole og derfor ikke tilbyder de rammer, som er nødvendige for at kunne rumme og drive en specialskole. En specialskole, som vores, skal kunne rumme elever med mange forskellige udfordringer og deres specifikke vanskeligheder. Da eleverne har et højt stressniveau, har de brug for at kunne trække sig, og fungerer derfor bedst i små, overskuelige og trygge rammer, hvilket giver dem ro og skaber bedre overblik for dem, så konfliktniveauet minimeres.

På de nuværende afdelinger er der ca. 50 små rum i brug – 30 i Fjellerup og 20 i Stenvad, der er elevernes individuelle arbejdsrum. Derudover er der rum til fællesundervisning og ophold. Fælles for arbejdstilrettelæggelsen og tilrettelæggelsen af elevernes skoledag på begge afdelinger er, at der hele tiden tænkes i struktur og faste rammer. De fysiske rammer er en afgørende forudsætning i planlægningen af de pædagogiske strategier. I vores hverdag er der meget få elever samlet i samme rum, max 4-5 elever i fællesundervisningen, og altid i begrænset tid og med nødvendig personaleopsyn. Det er kendt, at disse elevgrupper kommer op i stressniveau jo flere de er sammen, og derved forhøjes konfliktniveauet. Sådanne situationer medfører altså en forhøjet risiko for vold og dermed en belastning for personalet.

Med sammenlægningen af de to nuværende afdelinger, hvis elevsammensætning netop er meget modsatrettede, i rammer, som ikke tager højde for deres faktuelle behov, er der stor bekymring i personalegrupperne for en øget risiko for utilsigtede hændelser og for en forringelse af det psykiske og fysiske arbejdsmiljø.

I øjeblikket går vi trygge på arbejdet, da vi ved rammerne virker for vores elever.

Ud fra de tegninger og prioriteringslister vi har set for ombygning og tilpasning af de fysiske rammer på Mølleskolens matrikel, og med et budget på 200.000 kr., hvor den indvendige ombygning ligger langt nede på listen, kan vi ikke se, at det på nogen måde er realistisk at skabe fysiske rammer, som er tilpassede og hensigtsmæssige for at rumme de to elevgrupper fra Djurslandsskolen.

De påtænkte opgaver /ændringer, der er listet op fra politisk side , er – jvf referat fra Børne- og ungdomsudvalget 28.02. 2019:

Indendørs afskærmning mellem Møllehaven og Djurslandsskolen (punkt 3)

Udendørs afskærmning på Mølleskolen (punkt 5)

Inddeling af lokaler i mindre rum (punkt 6)

Både medarbejdere og elever skal kunne gå trygt på arbejde og i skole på den nye skoleafdeling af Djurslandsskolen. Derfor anbefaler vi, at man udsætter sammenlægning og flytning af de to afdelinger – Fjellerup og Stenvad - til økonomien tillader etablering af formålsrigtige fysiske rammer og dermed det arbejdsmiljø, som vi som specialskole har brug for til at give elevgruppen det rigtige skoletilbud.

Vi, og den samlede medarbejdergruppe på de to afdelinger, stiller os gerne til rådighed for kommunalbestyrelsen og invitere til en dialog og rundvisning, hvor vi kan videregive en yderligere underbygning af den ovenfor beskrevne alvorlige bekymring.